2

Arkæoastronomiens pionérer

© Rud Kjems

Æren for at arkæoastronomien med tiden udviklede sig til en seriøs forskningsgren må nok især tilskrives den engelske astronom, Sir J. Norman Lockyer. Han foretog i årene 1891 og 1893 rejser til Ægypten for at undersøge, om de ægyptiske templers orientering har sammenhæng med himmellegernes bevægelser. Undersøgelserne viste, at det virkelig for nogle templers vedkommende forholder sig således, og at det først og fremmest er Solen og bestemte stjerner, som spiller en rolle. Resultaterne fremlagde Lockyer i bogen “The Dawn of Astronomy”, som udkom i 1894.

Få år senere vendte Lockyer blikket mod Stonehenge og andre engelske monumenter fra stenalder og bronzealder. Kunne det tænkes, at også disse meget gamle anlæg var orienteret efter himmellegemerne? Sammen med astronomen og arkæologen F.C. Penrose besøgte Lockyer en række anlæg, som blev undersøgt og opmålt. I bogen “Stonehenge and other British Stone Monuments Astronomically Considered”, udsendt i 1906, offentliggjorde Lockyer resultaterne, og de var virkelig opsigtsvækkende. De viste nemlig, at der i en stor del af de engelske oldtidsanlæg var indbygget astronomiske sigtelinier med relation til Solen, Månen og stjernerne. Og ikke nok med det: sigtelinierne var anlagt med stor præcision. Nogle af anlæggene, f.eks. Stonehenge, havde tilmed fungeret som sindrige kalendere, der året igennem kunne fortælle, hvor på årscyklen, man befandt sig. Etableringen af sådanne anlæg indebærer omhyggelige astronomiske observationer over et vist åremål, og Lockyer hævdede da også, at anlæggenes bygherrer havde givet sig af med astronomi, - endda på et ret højt plan. Lockyers bog blev mødt med voldsomme protester fra arkæologer og andre videnskabsmænd. De fremhævede, at oldtidens primitive bønder, der hverken kunne læse eller skrive, selvfølgelig ikke havde været i stand til at præstere noget, der blot lignede videnskabeligt arbejde.

Selvom sagkundskaben helt afviste Lockyers teorier, så var der rundt om i Europa hist og her mennesker, som fandt dem fascinerende og spændende. De begyndte at betragte oldtidsmonumenterne på deres hjemegn med nye øjne og var snart igang med at undersøge, om Lockyers teorier måske også passede på disse.

Fig. 2: Det er ikke nogen tilfældighed, at arkæoastronomien står så stærkt i Storbritannien. Her findes der nemlig områder, som ikke har været opdyrket siden oldtiden, og områder, hvor opdyrkning først har fundet sted indenfor de sidste århundreder. Derfor er der i Storbritannien bevaret usædvanlig mange stenbyggede monumenter fra stenalder og bronzealder. Det har betydet, at historisk interesserede personer allerede tidligt i 1700-tallet begyndte at beskæftige sig seriøst med anlæggene. Monolitten, der ses på billedet, står ved Merryval, som er en del af det store naturområde Dartmoor. Her er der bevaret rigtig mange oldtidsanlæg: stenkredse, stenrækker, gravanlæg mm. (foto: © Rud Kjems)

 

 

 

 

 

Det viste sig senere, som det ofte er tilfældet med pionérarbejde, at Lockyers materiale vedrørende de britiske oldtidsanlæg var behæftet med en del fejl og mangler, og at hans konklusioner ofte var for vidtløftige. Det er også sin sag at lave en omhyggelig opmåling af sådanne anlæg, der i dag kun er en svag afglans af, hvad de var engang. Gennem årtusinder har vejrliget, dyr og mennesker forvandlet de oprindelige anlæg til ruiner, og ødelæggelserne er ofte så omfattende, at selv en omhyggelig udgravning ikke formår at bringe klarhed over anlæggets oprindelige karakter. Det man har at gå efter er sten, stenspor (spor efter fjernede sten), stolpehuller, jordvolde, grøfter mm. At lave en præcis opmåling af et oldtidsanlæg, f.eks. en stenkreds, er særdeles tidskrævende og fordrer det rette håndelag. Dette håndelag og den nødvendige energi havde den skotskfødte Alexander Thom. Han skulle blive den, som med størst held videreførte og udviklede Lockyers idéer.

Alexander Thom var professor i Engineering Science ved Oxford Universitet fra 1945-61. Allerede tidligt blev han interesseret i sin hjemegns oldtidsmindesmærker og blev nysgerrig efter at vide, om deres udformning og orientering kunne have noget med himmellegemernes bevægelser at gøre. I årene 1930-70 undersøgte og opmålte han hundredvis af anlæg i Storbritannien og Bretagne. De omfattede stenkredse, stenrækker, dysser, jættestuer mm.. Thom fandt i mange af anlæggene astronomiske sigtelinier med relation til både sol, måne og stjerner, og han var - som Lockyer - overbevist om, at de forhistoriske europæere systematisk havde observeret himmellegemerne. Thom fremlagde endvidere en teori om, at mange af anlæggene var udstukket med den samme måleenhed (0,83m), - en “megalithic yard”, kaldte han den. Endelig søgte han at påvise, at en del af stenkredsene (de er langt fra alle cirkelrunde) var komplicerede konstruktioner, som røbede en stor geometrisk viden hos bygherrerne.

 

 

 

Fig. 3: Britisk stenkreds opmålt af Alexander Thom. Tværmålet er 16-17 meter. Efter Thoms opfattelse var mange af de forhistoriske stenkredse så raffineret konstrueret, at kun mennesker med en betydelig geometrisk indsigt kunne have anlagt dem. Thom har indtegnet de hjælpelinier, som kan have været brugt ved konstruktitionen.

Alexander Thom var ikke ene om at arbejde med disse idéer i mellemkrigsårene. Rundt om i Europa var der en gryende interesse for arkæoastronomi, - først og fremmest i Tyskland, hvor professor Rolf Müller allerede i 1936 udsendte en glimrende arkæoastronomisk bog, "Himmelkundliche Ortung auf nordisch-germanischem Boden". Rolf Müller var på dette tidspunkt astronom ved observatoriet i Potsdam. Bogen viser, at Müller og Thom uden at kende til hinandens aktiviteter i stor udstrækning har arbejdet efter de samme principper og med de samme metoder. Det nazistiske regime i 30'ernes Tyskland støttede varmt arkæoastronomien, som ufrivilligt blev draget ind nazisternes sygelige raceteorier. Disse var blandt andet baseret på forestillinger om et arisk oldtidsfolk udstyret med en række "germanske dyder", som nazisterne kunne bruge i propagandaen. At disse oldtidsgermanere også havde syslet med astronomi gjorde kun skønmaleriet endnu mere fuldendt. Nazisternes støtte til arkæoastronomien blev på længere sigt katastrofal. I årene efter den anden verdenskrig blev arkæoastronomien i Tyskland kædet sammen med nazismen, og først mange år senere kom der igen gang i forskningen. Havde det ikke været for nazisternes omklamring, så ville Tyskland måske på dette felt have været førende i dag.

Alexander Thom præsenterede sine teorier i en række tidsskriftsartikler, - den første i 1954. Men selvom de på en række områder var særdeles vidtgående og i stærk modstrid med de gængse arkæologiske teorier, så vakte de ingen større opsigt. Det gjorde til gengæld den amerikanske, engelskfødte, astronom Gerald Hawkins, da han midt i 1960’erne hævdede, at Stonehenge i virkeligheden skulle tolkes som et meget kompliceret astronomisk observatorium.