3

Arkæoastronomiens gennembrud

© Rud Kjems

I en tid, hvor computerteknikken stadig befandt sig på kravlestadiet, havde Hawkins i sit arbejde med Stonehenge taget dette nye hjælpemiddel i brug. Computeren var en Havard Smithsonia IBM. Først udsøgte Hawkins sig 165 nøglepunkter i Stonehenge’s konstruktion, - sten, stenhuller, andre huller mm.. Dernæst blev disse punkters position omhyggeligt lagt ind på computeren, som fik besked på at undersøge, om der mellem punkterne kunne trækkes linier, som var orienteret efter himmellegemernes op- og nedgangspositioner i horisonten. Resultatet var negativt med hensyn til stjerner og planeter, mens der til gengæld var bid vedrørende Solen og Månen. Computeren fandt nemlig 13 sigtelinier med relation til Solen og 11 med relation til Månen. Men Hawkins gik videre endnu, idet han postulerede, at Stonehenge-anlægget faktisk havde fungeret som en “oldtids-computer”, der gjorde det muligt for dens konstruktører at forudsige måneformørkelser.

Den store offentlighed kunne læse om disse opsigtsvækkende opdagelser i bogen “Stonehenge opklaret”, som Gerald Hawkins udsendte i 1965. Bogen blev en kæmpesucces og var snart udgivet i en række lande. Mange astronomer sluttede op om Hawkins’ teorier, - bl.a. Fred Hoyle, som gav udtryk for, at Stonehenge’s skabere måtte have haft et indgående kendskab til astronomi.

Fig. 4: Stonehenge, som det formodes at have set ud i sin endelige udformning omkring 1550 f.Kr. Der er i monumentet benyttet to forskellige stenarter, som er hentet henholdsvis 30 km og 320 km fra byggepladsen, transporteret over land og vand. De største sten hæver sig godt 7 m over jorden og vejer mere end 45 tons. Det er utroligt, at et forhistorisk bondesamfund har kunnet løfte en opgave af en sådan størrelselorden.

 

 

 

 

 

 

Arkæologerne stillede sig anderledes afvisende og var hårde i deres kritik. De hæftede sig især ved, at Hawkins ikke havde taget hensyn til Stonehenge-anlæggets forskellige byggefaser. Stonehenge er nemlig ikke bygget “fikst og færdigt”, men over en omkring 2000 år lang periode, hvor der flere gange blev foretaget om- og tilbygninger. Arkæologerne kunne påvise, at nogle af Hawkins’ sigtelinier er trukket mellem bygningselementer, som slet ikke har eksisteret samtidig. Der var dog enkelte arkæologer, som sluttede op om de nye teorier.

Gerald Hawkins’ bog medførte, at tusinder af mennesker, især i Europa og USA, fattede interesse for arkæoastronomien. En bølge af nye bøger om emnet dukkede op hos boghandlerne, hvilket betød, at nye tusinder fik interesse for sagen. Effekten har holdt sig helt op til i dag, hvor der fortsat udgives mange bøger om emnet. Mærkeligt nok fik Hawkins´ teorier ikke den helt store effekt i Danmark, selvom hans bog om Stonehenge blev oversat til dansk. Alligevel var der rundt om i landet mennesker, som tumlede med arkæoastronomien, men først i 1994 blev der udgivet et egentligt dansk værk om emnet, - bogen "Stjerner, sten og stænger, arkæoastronomi i Danmark" skrevet af forhenværende statsskovrider Einar Laumann Jørgensen. Den manglende gennemslagskraft i Danmark har uden tvivl sammenhæng med, at arkæologerne herhjemme har været meget afvisende overfor de arkæoastronomiske teorier, - langt mere afvisende end deres kolleger i udlandet. Trods gentagne tilløb er det således ikke lykkedes vores egen pionér, Einar Laumann Jørgensen, at få en positiv dialog igang med arkæologerne.

Det arkæoastronomiske boom midt i 60’erne bragte endelig Alexander Thom frem i lyset, og han blev med rette anerkendt for sit store pionérarbejde. Thom havde, næsten med ærefrygt, bevidst holdt sig borte fra Stonehenge, men fik nu mod på at undersøge det komplicerede anlæg. Han gav sig i kast med opgaven i 1973, og selvom også han fandt sigtelinier til både Solen og Månen, så var hans resultater på flere punkter ikke overensstemmende med Hawkins’.

Nutidens forskere indenfor arkæoastronomien er delt i to lejre. Nogle støtter de vidtgående teorier, som Thom, Hawkins og andre har lagt frem. Andre afviser, at en primitiv, forhistorisk bondebefolkning har formået at dyrke astronomi på så højt et plan. Alle er dog enige om, at de vidtgående teorier har haft den positive effekt, at interessen for og kendskabet til arkæoastronomi i dag er så udbredt.