Den lille arkæoastronom

© Rud Kjems

Jeg har i flere år dyrket arkæoastronomi, - altså taget i marken for at undersøge, om oldtidsanlæg er orienteret på en sådan måde, at astronomiske hensyn muligvis har spillet ind. Det er en herlig hobby, der kan dyrkes for få midler og med et beskedent udstyr, - en hobby, jeg varmt kan anbefale alle arkæologisk interesserede. Det følgende afsnit indeholder nogle overvejelser om arkæologi og arkæoastronomi. Et senere afsnit giver praktiske anvisninger på, hvordan "den lille arkæoastronom" gebærder sig, når han er i marken.


Arkæologi og arkæoastronomi

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Når jeg taler med folk om arkæoastronomi, må jeg af og til lægge øre til bemærkninger af typen: "Jamen, kan det da ikke være revnende ligegyldigt, om folk i oldtiden interesserede sig - eller ikke interesserede sig - for himmellegemerne?" Og det er da rigtigt, at det astronomiske aspekt er en lille detalje i det billede, som arkæologerne gennem årtiers arbejde har dannet sig af vore fjerne forfædres tilværelse. Men hver detalje er vigtig. Arbejdet med at kortlægge de forhistoriske kulturer er som at samle et enormt puslespil, hvor de fleste brikker er bortkommet. Hver genfundet brik er en stor gevinst, og lykkes det at placere den på dens rette plads i puslespillet, vil den måske "korrespondere" med nogle af de andre brikker. Herved afsløres nye sammenhænge, ny viden. I takt med at bortkomne brikker dukker op, må arkæologerne afstemme deres teorier, så de er i overensstemmelse med den nye viden. Af og til må nogle teorier helt forlades ligesom helt nye teorier opstår. Hver detalje - selv den mest ydmyge brik - har betydning.

Enhver arkæolog drømmer om at få indblik i vore fjerne forfædres tankeverden og forestillinger. Men i realiteten arbejder arkæologen næsten udelukkende med de materielle levn fra dengang. Mellem arkæologen og den fjerne forfader befinder sig et dybt svælg af tid, som forlængst har opslugt alle erindringer om, hvordan den fjerne forfader opfattede sig selv og sin omverden. De fleste materielle levn fra disse svundne tider beretter udelukkende om praktiske forhold, - om hvordan man boede, fiskede, drev landbrug osv. Og det er rent ud sagt forbløffende, hvor megen viden af den art, arkæologerne har formået at fravristet de beskedne levn fra oldtiden. På en del genstande er der fundet billedlige fremstillinger, hvoraf mange utvivlsomt relaterer til kultiske og religiøse forestillinger. I samtiden har man ikke været i tvivl om disse billeders indhold og betydning. Betragtningen af dem har lukket op for et detaljeret og indviklet sæt forestillinger om guderne, naturen og himmelhvælvet mm., - eller sagt med andre ord: det verdensbillede vore fjerne forfædre havde inde i hovederne. For arkæologerne er billederne særdeles gådefulde. De kan i glimt give en antydning af en fuldkommen fremmed forestillingsverden, - men heller ikke mere.

Også gravene fra dengang antyder lidt om datidens tankegods og forestillinger. Når de døde fik mad og drikke med, kan det kun tolkes sådan, at døden dengang ikke blev betragtet som noget endeligt. Den har været opfattet som en overgangstilstand på rejsen ind i en ny tilværelse. Hvordan denne så har været opfattet, kan vi kun gisne om. Hvis det med tiden kan dokumenteres, at man i forhistorien har studeret og skaffet sig viden om Solen og Månens cyklusser og f.eks. brugt denne viden til konstruktion af primitive kalendere, så er der løftet endnu en lille flig, og lidt nyt lys er kastet over den tilværelse, vore fjerne forfædre levede.

Arkæologerne får aldrig deres drøm opfyldt. Hvad vore forfædre tænkte om sig selv og deres omverden vil bortset fra enkelte glimt forblive en hemmelighed. Men de få glimt er bedre end ingenting. De gør det nemligt muligt for os at lade fantasien spille og derved ane en verden, som på nogle områder ligner vores og på andre er fuldkommen fremmed. Arkæologien er jo netop så spændende og givende, fordi den formår at sætte fantasien i sving. Arkæologerne bryder sig dog ikke om for megen fantasi. De tør ikke rigtig give los og er bange for at dumme sig overfor kollegerne. Derfor er deres udgravningsrapporter ofte uden kød og blod, - kedelige og firkantede. Som lægmand er man heldigvis ikke hæmmet af sådanne hensyn, men kan lade fantasien spille. Det betyder ikke, at man skal fantasere! De forestillinger, man gør sig, skal naturligvis udspille sig på baggrund af de brikker til puslespillet, det er lykkedes arkæologerne at samle sammen. Ellers snyder man sig selv og ender i det rene nonsens med tosseteorier som den, der frejdigt slår fast, at Stonehenge og andre oldtidsmonumenter er opført af rumvæsener. Hvis Stonehenge blev bygget af gudelignende rumvæsener med en så eminent teknisk kunnen, at de efter behag kunne bevæge sig rundt mellem stjerner og galakser, så må det siges at være en yderst beskeden bedrift. Langt mere fantastisk er det da, at et "primitivt" bondesamfund i forhistorisk tid tog en sådan opgave på sig og gennemførte den. Der er slet ingen grund til at operere med rumvæsener og andet tankespind, for virkeligheden er skam fantastisk nok i sig selv. Det er med andre ord uomgængeligt, at man tager arkæologien alvorligt og gør den til grundlaget for sine aktiviteter som arkæoastronom.

Heldigvis er det herhjemme forbudt andre end professionelle arkæologer at udgrave levn fra fortiden. Sådan har det været i mange år, og det har reddet reddet utallige anlæg fra ødelæggelse. Det betyder dog ikke, at amatørarkæologer må nøjes med at læse faglitteratur om emnet. Rundt om i Danmark har museerne etableret et godt samarbejde med amatørarkæologer, - et samarbejde, der indebærer, at amatørerne får mulighed for at deltage i udgravninger side om side med professionelle arkæologer. Det har begge parter stor gavn og fornøjelse af. Hvis du har lyst til deltage i udgravninger, så bør du overveje et medlemsskab af foreningen SDA (Sammenslutningen af Danske Amatørarkæologer). Vil du vide mere om foreningen, så klik dig ind på SDA's hjemmeside.

Arkæoastronomen er privilegeret. Han kan arbejde på egen hånd og selv fastlægge, hvad han vil undersøge, - og hvornår det skal foregå. Han graver jo ikke i jorden og forstyrrer lagene, men nøjes med at undersøge og opmåle de sten eller jordbunker, som gennem århundreder har modstået vind og vejr og menneskelige aktiviteter. Når man dyrker arkæoastronomi på hobbyplan, er man selvsagt ikke i stand til at lave opmålingsarbejde på det niveau, arkæologerne bevæger sig. Sådanne opmålinger kræver brug af dyrt udstyr og kendskab til opmålingsteknik, og så er de uhyre tidskrævende. Men fortvivl ikke! Amatøren kan med en beskeden udrustning nå langt og komme hjem med spændende resultater efter en tur i marken.

Jeg taler som sagt af erfaring og har selv besøgt og undersøgt anlæg både herhjemme og i udlandet. Arkæoastronomi på amatørbasis er en dejlig hobby. Det er i sig selv interessant at besøge monumenter fra oldtiden, men hobbyen indebærer mange sidegevinster. Man oplever spændende egne og landskaber og får travet en masse kilometer i den friske luft, og endelig ser man mange andre ting end lige oldtidsminder. Så er det tilmed en hobby, det er let at komme igang med. En forudsætning er det dog, at man kender en del til arkæologi og astronomi. Resten lærer man hurtigt ude i marken. Men hvordan finder man frem til de oldtidsanlæg, man vil undersøge? Start med bogen "Vejviser til Danmarks oldtid", som er nævnt i litteraturlisten.Benyt derudover arkæologiske leksika, håndbøger og kort.


Med 'den lille' arkæoastronom i marken

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I det følgende vil jeg deltajeret beskrive, hvordan en arkæoastronomisk undersøgelse af et oldtidsminde kan finde sted. I dette tilfælde gælder det en cirkelrund stenkreds med en udliggersten.Kredsens sten er nogenlunde lige store. Hjemmefra er medbragt følgende udstyr: kompas, målebånd, tommestok, blyant, notesbog, fotografiapparat og ikke at forglemme en termokande kaffe og en madpakke. Det er som regel mest behageligt at drage i marken i sommerperioden, men når det gælder skove - og det er tit i skovene, vi finder anlæggene - er det en dårlig idé. I det tætte bladhang kan det være næsten umuligt at finde de anlæg, man ved gemmer sig et sted i det grønne. Så gælder det skovene, bør det ske om foråret, mens træerne endnu står med knopper. Udforsk megalitanlæggene på din hjemegn og benyt eventuelt kataloget Kultanlæg i Danmark som inspiration!

1) Vi finder sigtelinien: Som jeg skrev i artiklen om arkæoastronomi, så kan der i forbindelse med en stenkreds postuleres så mange sigtelinier, at én af dem nok skal vise sig astronomisk interessant. Men så er der højst sandsynligt tale om en tilfældighed, og det kan ikke bruges til noget. Som udgangspunkt vil det være mest fornuftigt at kikke på anlæggets akse, - nemlig linien, der kan trækkes fra kredsens centrum til midten af udliggerstenen. Hvis der i kredsen havde befundet sig en sten, som markant skilte sig ud fra de øvrige (f.eks. ved en betydelig større højde), så ville det være nærliggende også at undersøge linien, der kan trækkes fra kredsens centrum til midten af den markante sten, og måske også linien, som kan trækkes fra den markante stens midte til udliggerstenens midte. Men i "vores kreds" er der ingen sten, der afgørende skiller sig ud, så vi vil nøjes med at undersøge, hvordan anlæggets akse er orienteret. Læs mere om sigtelinier i kap. 5, Oldtidsanlæg med mulige astronomiske siglelinier.

2) Vi fastlægger stenkredsens centrum: Kun i ganske få stenkredse er der anbragt en sten, der markerer kredsens centrum. Det er da heller ikke tilfældet i "vores kreds", så vi må selv måle os frem til den rette position. Her får vi brug for målebåndet, og efter 3-4 målinger tværs over kredsen på forskellige positioner kan vi ret præcist fastlægge kredsens centrum.

3) Aksens orientering måles: Vi stiller os nu i cemtrum af kredsen med kompasset for at bestemme aksens orientering. Som kompas vil jeg anbefale det finske Suunto-kompas, der giver ret præcise målinger. Efter lidt øvelse kan man udføre målinger med højst en halv til en hel grads afvigelse. Kompasset fungerer som et sigteapparat. Med det ene øje kikker man ind i kompasset, hvor en gradskala med viser kan aflæses. Med det andet øje kikker man forbi kompasset mod det punkt, der sigtes efter, - i dette tilfælde midten af udliggerstenen. Ved et optisk bedrag ser det nu ud som om udliggerstenen ses inde i kompasset sammen med gradskalaen. Nu drejes kompasset forsigtigt sideverts, indtil viseren i kompasset og midten af udliggerstenen er i sammen punkt. Samtidig aflæses det gradtal, viseren angiver. Det kræver ikke megen øvelse at blive fortrolog med Suunto-kompasset, og man lærer hurtigt at påskønne dets anvendelighed. De tal, der aflæses på skalaen inde i kompasset, er azimut-grader, hvor 0° er lig nord, 90° lig øst, 180° lig syd osv. I forbindelse med azimutmålingen og vurderingen af den må bl.a. følgende tages i betragtning:

A) I undersøgelsen af stenkredsen med udliggerstenen er vi især interesseret i, om vores sigtelinie (anlæggets akse) har relation til solens op- og nedgangspunkter i horisonten ved solhverv og jævndøgn. Vi skal altså kende disse op- og nedgangspositioner! Det er nemt med hensyn til jævndøgnene, for på disse dage står solen op i stik øst og går ned i stik vest. Sådan er det overalt på jorden bortset fra polarområderne. Solhvervene er lidt mere besværlige, fordi solens op- og nedgangspositioner i horisonten er forskellig på forskellige breddegrader. Det betyder f.eks., at solens opgangsposition i horisonten ved sommersolhverv er nordligere på højere breddegrader og sydligere på lavere, mens opgangspositionen ved vintersolhverv er sydligere på højere breddegrader og nordligere på lavere breddegrader. Det kan lyde lidt indviklet, men mon ikke nedenstående tabel gør det lidt lettere at forstå.

Solens opgangsposition: ved sommersolhverv ved vintersolhverv
Oslo35°140°
Skagen40°136°
Århus43°134°
Odense44°133°
Hamborg46°131°

Læs kap. 4 Himmellegemerne tegner genkendelige mønstre, hvor de astronomiske aspekter er forklaret mere indgående, og hvor du bl.a. kan læse om, hvordan solens op- og nedgangspositioner forholder sig til hinanden.

B) Det er vigtigt at gøre sig klart, at de angivne azimutværdier er gældende for observationer taget på flad mark. Står man på en bakke og observerer mod en lav flad horisont, så vil solen dukke op lidt tidligere og azimutværdien være lidt mindre. Det omvendte er selvfølgelig tilfældet, når man fra flad mark observere mod en hævet horisont.

C) Hvis man er meget nøjeregnende, tager man også præcessionen i betragtning. Præcessionen, som er fremkaldt af solen og månens trækken i jorden, får jorden til at slingre en anelse, så jordaksen ikke hele tiden peger mod det samme punkt på stjernehimmelen. Der er faktisk tale om en cyklus, som det tager jorden 25.800 år at gennemløbe. Sagt med andre ord vil jordaksen med 25.800 års mellemrum pege mod det samme punkt på stjernehimlen. Denne slingren ændrer selvfølgelig også azimutværdierne for solens op- og nedgangspositioner i horisonten, men der er tale om meget små ændringer, idet azimutværdien for nuværende kun øges med ca. 0,02° pr. århundrede. Da alt taler for, at astronomien i forhistorisk tid var mere symbolsk end eksakt, så er der ingen grund til at tage hensyn til disse små forskydninger i azimutværdierne.

4) Tegning, opmåling og fotografering: Hvis den formodede sigtelinie, i dette tilfælde anlæggets akse, er astronomisk interessant, vil det være naturligt at lave en skitse over anlægget og opmåle kredsens diameter og afstanden fra dens centrum til udliggerstenen. Hvis man har tid og lyst, kan man yderligere opmåle de enkelte sten (højde og tværmål) samt afstanden mellem de enkelte sten i kredsen. Endelig bør man fotografere anlægget fra flere vinkler. Udfra dette materiale kan man i ro og mag derhjemme lave en rentegning og vedføje resultatet af de målinger, der blev foretaget i marken. De lange, mørke vinteraftener er velegnet til disse aktiviteter og kan med årene resultere i et temmelig omfattende arkiv over spændende oldtidsanlæg.Men husk nu også madpakken og kaffen, når du er i felten. Det er belønningen for veludført arbejde at kunne spise sin medbragte mad i Guds frie natur, - akkompagneret af fuglesang og ombølget af plantedufte.