kapitel 4

Himmellegemerne tegner genkendelige mønstre

Når vi prøver at forestille os Jorden og de øvrige himmellegemers bevægelser i forhold til hinanden, så har vi inde i hovedet et billede af solsystemet set udefra, - med Solen i midten og kredsende om den Jorden og de andre planeter. Det er dette billede, vi kender fra faglitteraturen. Flere tusind års observationer af himlen over os har gjort det muligt for os at betragte vor egen klode på denne måde, - altså set udefra. Disse forudsætninger havde stenaldermanden ikke. For ham var Jorden verdens centrum, - en ubevægelig jord under en vældig himmelhvælving, hvor sol, måne og stjerner til stadighed vandrede op og ned. I det følgende vil vi kikke på himlen fra stenaldermandens synsvinkel.

Som det er fremgået, er det først og fremmest Solen og Månen, der har interesse indenfor arkæoastronomien. De to himmellegemer har hver sin cyklus. Eller sagt på en anden måde: deres bevægelser, set fra Jorden, danner et mønster, som gentages igen og igen. Kendskabet til dette mønster får man bl.a. ved at observere de to himmellegemers op- og nedgange. Solen og Månens mønstre, eller cyklusser, er vidt forskellige. Solen gennemløber sin cyklus på et år, mens Månen bruger 18,61 år.

Fig 5: Solens bane ved vintersolhverv, jævndøgn og sommersolhverv. De omkransende bjerge udgør horisonten for den observerende, som ved sommersolhverv har middagssolen stående næsten lodret over sig. Ved vintersolhverv ses solen lavt på den sydlige himmel ved middagstid.

Lad os først betragte Solen i løbet af det år, dens cyklus varer. Vi starter ved sommersolhverv den 21. juni, årets længste dag, hvor Solen på vore breddegrader står op i nordøst. Ved middagstid vil Solen stå meget højt på himlen, og om aftenen går den ned i nordvest efter at have været oppe i omkring 17 timer. Ved sommersolhverv har Solen sit nordligste opgangspunkt, og allerede dagen efter står den op en anelse sydligere. Det næste halve år vil det fortsætte sådan. Hver dag vil vi se Solen stå op og gå ned lidt sydligere end dagen før. Når det halve år er gået, har Solen nået sit sydligste opgangspunkt og står op i sydøst. Det sker på årets korteste dag, den 21. december (vintersolhverv), hvor Solen ved middagstid står meget lavt på den sydlige himmel. Dagen er kun på omkring 7 timer, og allerede om eftermiddagen går Solen ned i sydvest. Herefter vil Solen hver dag stå op og gå ned en lille smule nordligere end dagen før, indtil den igen når sit nordligste opgangspunkt den 21. juni. Solen har nu gennemspillet sin cyklus, og det har taget den et år. Solhvervene falder ikke hvert år på den 21. i månederne juni og december. De kan også falde på den 22.

Fig. 6: Illustrationen viser, hvor i horisonten Solen står op og går ned ved solhvervene og jævndøgn. Den observerende er placeret i cirklens centrum, og cirklen er horisonten, han ser omkring sig. De punkterede buer angiver det område af horisonten, hvor solen står op og går ned på sin vandring mellem vendepunkterne.

At Solens op- og nedgangspunkter således vandrer frem og tilbage mellem de to vendepunkter, hænger sammen med, at jordaksen hælder 23½ grad i forhold til jordens baneplan. Det er også denne hældning, som er årsag til variationerne i Solens middagshøjde og de skiftende årstider.

Fig. 6 illustrerer Solens cyklus. Cirklen angiver horisonten, og observatøren står i centrum og har frit udsyn til horisonten hele vejen rundt. Pilene viser, hvor i horisonten solen står op og går ned ved solhvervene. Bemærk at Solen ved vintersolhverv går ned i den stik modsatte retning af opgangen ved sommersolhverv, og at nedgangen ved sommersolhverv finder sted stik modsat opgangen ved vintersolhverv. Den stiplede linie viser Solens op- og nedgang ved jævndøgnene, - de døgn, hvor dag og nat er lige lange. De indtræffer, når Solen på sin vandring står op midtvejs mellem sine to vendepunkter (solhvervene). Det sker to gange i løbet af cyklussen, - nemlig i sidste del af månederne marts (forårsjævndøgn) og september (efterårsjævndøgn). Ved jævndøgn står Solen op i stik øst og går ned i stik vest.

Det er forholdsvis enkelt at konstruere sigtelinier til de positioner i horisonter, hvor Solen har sin nordligste opgang (sommersolhverv) og sin sydligste opgang (vintersolhverv). Det kan gøres ved hjælp af et system af pæle og omhyggelige observationer af Solens opgang i ugerne omkring solhvervene. De herved etablerede to sigtelinier kan, som det fremgår af fig. 6, også bruges i den modsatte retning til registrering af solnedgangene ved solhvervene. Metoden med at observere solopgange kan ikke bruges i forbindelse med en indkredsning af jævndøgnene. Disse kan istedet fastlægges ved at halvere vinklen mellem de to solhvervs-sigtelinier. Vi har nu ved hjælp af pæle og observationer med det blotte øje fremstillet en primitiv kalender med fire “faste datoer”: sommersolhverv, efterårsjævndøgn, vintersolhverv og forårsjævndøgn. Det er sandsynligt, at de forhistoriske bønder i Europa har bygget sådanne kalendere. “Faste datoer” kunne være nyttige i forbindelse med landbrugsdriften, - måske især med hensyn til såningen. Endnu vigtigere har de måske været i forbindelse med kultfester, hvor folk fra et større område har samledes på bestemte dage for at deltage i rituelle handlinger. Nogle forskere mener at have påvist, at man i forhistorisk tid har konstrueret kalendere med otte "faste datoer" og således har opdelt året i otte "måneder". Vores egen jul var oprindelig betegnelsen på de gamle nordboers hedenske midvinterfest, som fandt sted ved vintersolhverv, og meget taler for, at skikken med at højtideligholde solhvervene har rødder meget langt tilbage i tiden.

Enhver kender Månens stadigt gentagne faseskift fra nymåne til fuldmåne og tilbage til nymåne igen. Tidsintervallet mellem to ens månefaser er 29 døgn, 12 timer og 44 minutter (en synodisk måned). Færre ved vel, at Månens op- og nedgangspunkter i horisonten, akkurat som Solens, vandrer frem og tilbage mellem en nordlig og en sydlig position. Disse vendepunkter kaldes månehvervene. Men Månens op- og nedgange flytter sig betydeligt mere end Solens fra dag til dag, og vandringen fra det ene vendepunkt til det andet og tilbage igen tager blot 27 døgn, 7 timer og 43,2 minutter (en siderisk måned), hvor Solen må bruge et helt år.

Fig. 7: Illustrationen viser, hvor i horisonten månen står op og går ned ved månehvervene. Cirklen angiver horisonten set fra centrum, hvor den observerende er placeret. De punkterede buer viser det område af horisonten, hvor månen står og og går ned på sin vandring mellem de indre månehverv, - de stiplede vandringen mellem de ydre månehverv.

Lad os ved hjælp af fig. 7 følge Månen gennem dens 18,61 år lange cyklus. Cirklen angiver igen horisonten, og observatøren står i centrum med frit udsyn hele horisonten rundt. Pil nr. 1 peger på det punkt i horisonten (nordøst), hvor Månen har sin “mest nordlige” opgang. Dag for dag vil Månen nu stå op og gå ned lidt sydligere, og efter knap 14 dage når den sit “mest sydlige” opgangspunkt i horisonten (pil nr. 2), hvorefter opgangspunkterne igen flytter sig nordpå. Herefter vil vendepunkterne umærkeligt nærme sig hinanden, og måneopgangene tegner et mønster, der kan sammenlignes med et pendul, som langsomt taber fart. For hvert “sving” bliver afstanden mellem vendepunkterne mindre og mindre, men det tager fortsat den samme tid at vandre fra det ene vendepunkt til det andet.

Efter 9,3 års forløb er Månen halvvejs igennem sin cyklus, og vinklen mellem vendepunkterne når et minimum. Pil nr. 3 angiver Månens “mindst nordlige” opgangspunkt og pil nr. 4 det “mindst sydlige”. Disse positioner kaldes de indre månehverv. Nu går det den anden vej, - “svingene” bliver større og større, indtil vi efter ialt 18,61 års forløb er tilbage ved udgangspunktet, hvor Månen igen når sit “mest nordlige” (pil nr. 1) og “mest sydlige” (pil nr. 2) opgangspunkt. De ydre månehverv benævnes disse positioner. Månecyklusen på 18,61 år skyldes nutationen, - en såkaldt kortperiodisk bevægelse fremkaldt af, at månebanen hælder 5 grader i forhold til jordbanen. Bevægelsen opstår, fordi Månen forsøger at trække Jordens ækvator ind på linie.

Der er delte meninger om, hvorvidt et forhistorisk bondesamfund har været i stand til at erkende det mønster, den lange månecyklus tegner. Undersøgelser af en række oldtidsanlæg, især i Storbritannien, tyder dog på, at det har været tilfældet. Rent teknisk er der ikke uoverstigelige vanskeligheder forbundet med at konstruere sigtelinier, som markerer de fire månehverv. Det kan, som det også var tilfældet i forbindelse med Solen, gøres ved hjælp af et system af stænger og omhyggelige observationer af måneopgangene omkring månehvervene. Tvivlerne henholder sig til tidsfaktoren og påpeger, at mønstret i Månens lange cyklus kun lader sig erkende, hvis man har set det gentage sig et vist antal gange. Med andre ord må en sådan erkendelse bygge på systematiske observationer over et langt åremål. Videnskaben antager, at de mennesker i forhistorisk tid, som nåede voksenstadiet, i gennemsnit fik 35-40 leveår, så observationerne har nødvendigvis skullet strække sig over flere generationer. Og da disse mennesker hverken kunne læse eller skrive, har resultatet af observationerne måttet overleveres mundtligt fra generation til generation. Hvor utroligt det end lyder, så har det måske været muligt. Undersøgelser af primitive bondekulturer fra dette århundrede har nemlig vist, at forbløffende store videnmængder kan overleveres mundtligt fra generation til generation, - og tit med en overraskende præcision i detaljen. Det kan i øvrigt tænkes, at talmængder i forbindelse med observationerne er blevet registret ved hjælp af snitmærker på træstokke, som forlængst er smuldret bort.