Kapitel 5

Oldtidsanlæg med mulige astronomiske sigtelinier

De “sigteapparater”, som er omtalt i det foregående, virker efter de samme principper som sigtet på et geværløb. På dette er der placeret to sigteanordninger: kærven, nærmest skytten, og sigtekornet, yderst på løbet. Skytten sigter fra kærven over sigtekornet til byttet og trykker af, når de tre elementer ligger på linie. Overført til sigteapparatet kan kærven være toppen af en stor sten, “bagsigtet”, som den observerende stiller sig lige bag ved, og sigtekornet kan være mellemrummet mellem to store sten, “forsigtet”, som markerer den modsatte ende af sigtelinien (se fig. 8). Den observerende kan nu f.eks. følge Solens daglige opgange i horisonten, og hvis sigteapparatet er indstillet på opgangen ved sommersolhverv, vil han i dagene omkring dette se Solen stå op præcist indrammet af de to sten, der fungerer som forsigte. I dette eksempel har vi ladet sigtelinien markere af store sten, men den kunne selvfølgelig også være angivet med træstolper.

Fig. 8: Sigteapparat bestående af et bagsigte, en stor sten, og et forsigte, to store sten anbragt lidt fra hinanden. Fra bagsigtet vil den observerende ved sommersolhverv se morgensolen rejse sig mellem forsigtets to sten. Cirklen viser horisonten.

Indenfor arkæoastronomien er der uenighed om, med hvilken præcision sådanne sigtelinier har været udlagt. Nogle hævder, at større præcision ikke har været tilstræbt, og at man ved hjælp af linierne kun har været i stand til at indikere ugerne omkring et solhverv. Andre hævder, at sigtelinierne nogle gange er etableret med så stor omhu, at man har været istand til at registrere et solhverv med en margin på et par dage. Hvis det sidste er tilfældet, har det krævet meget lange sigtelinier med en udstrækning på flere kilometer. De fleste af de formodede sigtelinier, der er fundet i oldtidsanlæggene, er betydelig kortere, - af og til blot nogle få meter. Måske har disse korte sigtelinier blot skullet angive en retning mod et “forsigte” betydeligt længere borte. Det kan have været en stor, kraftig træstolpe, som forlængst er smuldret bort, - eller et karakteristisk punkt i horisonten.

Arkæoastronomien i Europa har især interesseret sig for de stenbyggede anlæg fra stenalder og bronzealder. De findes i tusindvis, og også herhjemme har vi mange af dem. De fordeler sig på mange typer: dysser, jættestuer, stenkredse, stenrækker mm. Som nævnt tidligere fremstår disse anlæg i dag som ruiner, hvorfor det tit kan være svært præcist at fastlægge deres orientering. I det følgende beskrives nogle af de anlægstyper, som de europæiske arkæoastronomer har undersøgt og opmålt.

Stenrækker: Sædvanligvis medregnes kun rækker med tre eller flere sten. To sten placeret i nærheden af hinanden udgør nødvendigvis ikke en en række. De kan jo være rejst med tusind års mellerum af vidt forskellige årsager. Rækkerne kan bestå af mindre sten, f.eks. af hovedstørrelse, eller af meterhøje kæmper, og i mange tilfælde indgår der både store og små sten i rækkerne. Modsat mange andre stenanlæg er det let at fastslå en lige stenrækkes orientering. Den kan jo pege i to retninger, og leder man efter astronomiske sigtelinier, må de begge undersøges. Ved herregården Refsnæs i Himmerland ligger et af de mest spændende danske oldtidsanlæg, - set med arkæoastronomiske briller. Der er tale om to parellelle stenrækker med 49 sten i hver. Derudover er der to endesten, - altså ialt 100 sten. Afstanden mellem rækkerne er ca. 4 meter. Stenrækkerne har hidtil ikke kunnet dateres, men de er sandsynligvis anlagt for over 2.000 år siden. Stenrækkerne peger mod solens opgangspunkt i horisonten ved vintersolhverv, - eller, i modsat retning, mod nedgangspunktet ved sommersolhverv. Du kan læse mere om Refsnæs-monumentet i artiklen Midvinterfesten - den forhistoriske jul og i kataloget over danske kultanlæg. Læs eventuelt også artiklen Stenrækken på Stenehed i Bohuslän.

Fig. 9: I naturparken Dartmoor i Sydengland er der bevaret mange oldtidsanlæg. Arkæoastronomerne har bl.a. hæftet sig ved lokaliteten Merryval, hvorfra dette foto stammer. Ved Merryval kan man opleve stenrækker, stenkredse, enkeltstående monolitter og stengrave. (foto: © Rud Kjems)

Stenkredse: Også i stenkredsene indgår der sten af mange forskellige størrelser. Ofte defineres sigtelinien i en stenkreds som den linie, der kan trækkes fra centrum til én af kredsens sten, eller til et af mellemrummene mellem kredsens sten. Her er vi på usikker grund, for trækker vi linier fra centrum ud til samtlige kredsens sten og til mellemrummene mellem disse, så er der gode chancer for, at én eller flere af sigtelinierne ved et rent tilfælde viser sig “astronomisk interessant”. En sådan “opdagelse” kan bare ikke bruges til noget. Hvis den astronomisk interessante linie går fra kredsens centrum til en markant sten i kredsen, f.eks. en sten, der er dobbelt så stor som de øvrige, så øges sandsynligheden for, at der virkelig er tale om en astronomisk sigtelinie. Og genfinder man dette træk i andre stenkredse, vil hypotesen være yderligere underbygget.

Nogle få stenkredse har en udligger, - en som regel stor, oprejst sten, der står udenfor kredsen i nogen afstand. Der kan i øvrigt godt høre flere udliggere til den samme kreds. Undersøgelser tyder på, at sådanne udliggere i visse tilfælde har fungeret som forsigte. Derved forlænges sigtelinien væsentligt, og observationerne bliver betydelig mere præcise. Man kan undre sig over, at så få stenkredse har udliggere, men mange er uden tvivl fjernet af mennesker, fordi de har generet landbrugsarbejdet. Det kan også tænkes, at forlængst forsvundne træstolper har fungeret som udliggere.

Fig. 10: Koncentrisk stenkreds med udliggersten fra Skotland. Linien, der kan trækkes fra anlæggets centrum til udliggerstenen, kan have være brugt som en astronomisk sigtelinie. Der er i Nord- og Vesteuropa bevaret en hel del koncentriske stenkredse fra oldtiden, og vi har også herhjemme enkelte eksemplarer.

Man skal altså i dette tilfælde forestille sig, at den observerende står i centrum af stenkredsen (bagsigtet) og sigter hen over udliggerstenens top (forsigtet). Men også her er et problem, idet kun meget få kredse er forsynet med en sten, som markerer centrum. Dertil kommer, at mange kredse slet ikke er cirkelrunde. De kan være elipseformede, ægformede mm., og i sådanne tilfælde er det vanskeligt at definere den observerendes placering. Og er denne placeret blot lidt forkert i forhold til sigtelinien, så vil enhver præcision gå fløjten. Der eksisterer selvfølgelig den mulighed, at en træstolpe oprindelig har markeret stedet. Det vil fremtidige udgravninger måske kunne afsløre. Der findes andre stensætninger af interesse. De kan f.eks. være kvadratiske, rektangulære eller trekantede. I forbindelse med sådanne anlæg undersøger arkæoastronomen orienteringen af anlæggenes sider, diagonaler, akser mm.

Sigtelinier mellem forskellige oldtidsanlæg: Arkæoastronomer har også ledt efter sigtelinier mellem forskellige oldtidsanlæg i det samme område. Også her er vi på meget usikker grund. Tænker man sig et område, hvor det vrimler med oldtidsanlæg: dysser, stenkredse, stenrækker osv., så vil der kunne trækkes et væld af sigtelinier mellem de forskellige anlæg, og nogle af dem vil selvfølgelig på grund af tilfældet virke “astronomisk interessante”. Man må også betænke, at anlæggene er af vidt forskellig alder, og forskellen i alder kan let andrage et eller flere tusind år. Mere fornuftigt ville det være kun at inddrage anlæg af nogenlunde samme alder, men også det giver problemer. De fleste europæiske stenkredse, stenrækker og andre stensætninger er nemlig ikke dateret, og har man endelig forsøgt at datere dem i forbindelse med udgravninger, så har det ofte ikke vist sig muligt. Det hænger sammen med, at man kun sjældent i sådanne anlæg finder de genstande og materialer, som sædvanligvis bruges i forbindelse med dateringer, - f.eks. potteskår, redskaber og trækul.

Sigtelinier med et naturskabt forsigte: Teorien er her, at den observerende som forsigte har brugt et markant, naturskabt element i horisonten, - en ø langt ude på havet, en fjern bjergtop eller en dalsænkning mellem to høje bakker. I denne sammenhæng er der tale om meget lange sigtelinier, - 10-20 kilometer eller mere. Med så lange sigtelinier vil det være muligt “at ramme” f.eks. solhvervene med en margin på et par dage. Bagsigtet kan være en stenrække, som angiver den rigtige retning mod horisonten, - eller måske bare en enkelt stor sten, som den observerende placerer sig bagved. Der er i Storbritannien peget på flere anlæg af denne type, men den nyeste arkæoastronomiske forskning synes ikke at støtte formodningen om, at sådanne anlæg har eksisteret.

Gravanlæg med indbyggede sigtelinier: Her er det først og fremmest jættestuerne, som har påkaldt sig opmærksomhed. De gemmer sig i store høje fra hvis fod, en lang gang giver adgang til selve gravkammeret. Jættestuer findes mange steder i Vesteuropa og på De brittiske Øer. Det vil være rimeligt at forvente, at en kultur, som interesserer sig for himmellegemernes cyklusser, vil lade den interesse afspejle sig i gravanlæggenes udformning og orientering. Det er især gangens orientering, der har optaget arkæoastronomerne. Og meget tyder på, at jættestuernes orientering virkelig har relation til himmellegemerne. Et af de bedste eksempler er den irske jættestue, Newgrange.