© Rud Kjems

ARTIKEL NR: 1.

Redaktør og ansvarshavende. Rud Kjesms

rudkjems@hotmail.com

Midvinterfesten, - den forhistoriske jul

Så nærmer julen sig igen! Forretningerne bugner af luksusvarer, aviser og blade flyder over med annoncer, radio og tv juler omkap, og forbrugeriet antager næsten hysteriske former. Mange voksne er bragt til kvalmegrænsen. Der er gået plastik i julen, og julesalmens "fred på jord" drukner i larmen fra kasseapparaterne. Men børnene elsker selvfølgelig julen med dens godter og gaver. De får julelys i øjnene, og det gør det heldigvis lidt nemmere for os voksne at holde hurlumhejet ud.

Julen er ikke, hvad den har været. Ja, - den har faktisk undergået flere forandringer gennem tiden. Ordet "jul" er benævnelsen på de gamle nordboers hedenske fest ved vintersolhverv (21. december), og ordet er muligvis afledt af det urnordiske "jolu", som er belægtet med jubel. Kirken, der yndede at knytte sine fester til de allerede eksisterende, var fra midten af det 4. århundrede begyndt at fejre Kristi fødselsdag ved midvinter, - nærmere betegnet den 25. december. I Danmark fejrer vi uvist af hvilken grund fødselsdagen aftenen før.

Vi har således vished for, at vintersolhvervet har været fejret i Europa i det første årtusind efter Kristi fødsel, men meget taler for, at skikken med at fejre solhvervene har rødder helt tilbage til yngre stenalder. Mange monumenter fra oldtiden er nemlig orienteret mod solens opgangspunkt i horisonten ved solhvervene. Det mest berømte eksempel er Stonehenge, hvis avenue peger mod solens opgangspunkt på årets korteste dag, sommersolhverv. Næsten lige så berømt er den irske jættestue Newgrange. Ved solopgang i dagene omkring vintersolhverv passerer solens stråler gennem jættestuens lange gang og oplyser helleristninger på gravkammerets bagvæg. Og det sker kun denne ene gang om året. Arkæologien kan fremvise flere kendte eksempler på monumenter orienteret efter solhvervene, - bl.a. flere jættestuer på Orkney Øerne.

Her ligger stenrækkerne

På kortet er herregården Refsnæs markeret med en blå cirkel og stenrækkerne med en rød. Stenrækkerne ligger ikke særlig langt fra landevejen, men de kan være svære at finde, da de ligger forsænket i forhold til den nuværende overflade. Så medbring enten et detaljeret kort eller spørg de lokale om vej. Jo, - de kan godt forstå dansk i Himmerland. Se også kortskitse over placeringen.

Refsnæs

Også herhjemme har vi anlæg, som sandsynligvis er orienteret efter solhvervene. Det mest spændende og gådefulde er stenrækkerne ved herregården Refsnæs i Himmerland. Stenrækkerne ligger en lille km nord for herregården. Der er tale om to parallelle rækker, som er knap 87 meter lange med en indbyrdes afstand på ca. 4 meter. Hver række består af 49 sten, og endelig er der to endesten, som forbinder rækkerne og får anlægget til at fremstå som et meget langt rektangel. Nogle få hundrede meter syd for stenrækkerne ligger en stenkreds med en diameter på ca. 8 meter. Inden i kredsen har der efter alt at dømme været to begravelser.

Begge monumenter er anlagt på, hvad der i sin tid var en halvt tilgroet, sumpet, tidligere søbund, som senere er dækket af mose. De to anlæg er efter alt at dømme samtidige. Nogen sikker datering er det ikke lykkedes arkæologerne nå frem til, men meget tyder på, at de er opført i tiden omkring Kristi fødsel.

Der findes enkelte andre anlæg i landet bestående af flere stenrækker, men ingen af dem ligner Refsnæs-rækkerne, der jo fremtræder som et aflangt lukket rektangel. Arkæologerne har ikke noget bud på, hvad anlægget egentlig har været brugt til. Og når et anlæg ikke lader sig placere i de normale "kasser", "så er det sikkert et eller andet kultisk," skønner arkæologerne. Og det er sikkert helt rigtigt i forbindelse med Refsnæs-rækkerne, som er opført på et lavtliggende, fugtigt areal. Vand har nemlig til alle tider spillet en vigtig rolle i religionen. Mange af oldtidens ofringer - lerkar, økser, smykker mm. - blev i sin tid sat ud i en lavvandet sø eller mose, og i vore dage er vandet fortsat et vigtigt rituelt element, hvilket bl.a. kommer til udtryk, når vi døber vore børn.

Arkæologen C.L.Vebæk

C.L. Vebæk, født i 1913, læste historie og engelsk ved Københavns Universitet og blev cand. mag. i 1939. Allerede i studietiden deltog han i nordboarkæologiske udgravninger i Grønland, som han senere i karrieren mange gange vendte tilbage til på udgravningsopgaver. Vebæk arbejdede en menneskealder ved Nationalmuseet og avancerede i 1957 til museumsinspektør. Dette embede varetog han lige til han som 70-årig lod sin pensionere i 1983. Gennem karrieren udførte Vebæk mange betydningsfulde udgravningsopgaver og skrev talrige afhandlinger og artikler til en række fagtidsskrifter. Også politik interesserede Vebæk, og han var i 1953 medstifter af partiet de uafhængige, som han senere blev næstformand for. En enkelt gang, i 1957, forsøgte han sig som folketingskandidat, - dog uden at opnå valg.

Stenene i rækkerne

Stenene i rækkerne er af mange forskellige størrelser fra ca. 45 cm i højden til 110 cm i højden. Gennemsnitshøjden er mellem 70 og 90 cm. Den bredeste sten, 70 cm, er endestenen mod nordvest. Den tykkeste sten måler ca. 35 cm og den tyndeste ca. 15 cm. De fleste af stenene er mere eller mindre aflange og naturligt tilspidsede opad. Ingen af stenene er tildannet. De repræsenterer mange forskellige arter, og adskillige af dem er ret forvitrede.

Udgravningen af stenrækkerne

Stenrækkerne blev udgravet i 1960 af Nationalmuseet, der satte arkæologen C.L. Vebæk på opgaven. Nedenfor bringes hans rapport om udgravningen:

"I dagene 29/3 - 8/4 og 23/4 - 30/4 1960 foretog jeg en Undersøgelse med efterfølgende Restaurering af det Stenmonument, der i efteraaret 1959 var kommet for Dagen på Godset ´Revsnæs` ved Lille Vildmose. Arbejdet blev udført som Beskæftigelsesforanstaltning.

Det lykkedes med Sikkerhed at fastslaa, at der var tale om et Anlæg, omfattende i alt 100 store Sten, der har været anbragt i oprejst Stilling på (nedgravet i) den gamle Havbund, som senere er overlejret af tørv. Stenenehar staaet i to, o. parallelle, lidt krumme Rækker, med en Afstand mellem Rækkerne på gennemgaaende ca. 4 mtr, og en indbyrdes Afstand mellm Stenene på 1-2 mtr. I hver Række har der været 49 Sten, og for begge Ender har Rækkerne været lukket med en tilsvarende Sten. Den samlede Længde af Anlægget har været ca. 86,5 mtr.

De fleste af Stenene var før Undersøgelsen blevet trukket op med Traktor, men et mindre Antal blev forefundet in situ, de fleste dog mere eller mindre væltet. Dels ud fra Hullerne, hvor Stenene har staaet, dels ud fra smaa Stumper afskallet Sten kunde det med fuld Sikkerhed lade sig gøre at placere de fleste af de optrukne Sten på deres oprindelige Plads, og det skønnes derfor muligt at lade Mindesmærket restaurere (rekonstruere) paa forsvarlig maade. I de Tilfælde, hvorder ingen Sten var (nogle Stykker var tidligere fjernet fra Stedet; heraf blev dog et Par Stykker fundet i en nærliggende Skov) eller hvor der kun var stærkt forvitrede eller paa anden Vis ødelagte Sten, blev der anbragt Erstatningssten af tilsvarende Karakter som de øvrige sten i anlægget.

Ved Undersøgelsen blev der overhovedet ikke fundet Oldsager, og der var ikke Spor af Gravanlæg indenfor Stenrækkerne. Der kan dog - alene efter Stenenes Anbringelse i gammel Havbund, før Tørvedannelsen har fundet sted - ikke være tvivl om, at det drejer sig om et forhistorisk Anlæg, af uvis Karakter (Monument, rejst til Minde om en Person? Vi??) og usikker Datering, dog maaske (ældre) jernalder. For denne Datering taler den i 1955 af Aalborg Museum undersøgte Ringgrav, beliggende kun 140-150 mtr. SSØ for det store Stenmonument, hvor der i en brandplet blev fundet Lerkarskaar af førromersk Karakter. Ringgravsanlægget - der omfatter en cirkelrund Stenring, med i alt 43 større Sten, og indenfor denne en Dynge større og en dynge mindre Sten, samt en enkelt meget stor Sten - er ligeledes anlagt paa (i) den gamle Havbund.

En Forudsætning for en Restaurering af det store Stenmonument var det, at der blev Tale om en fuldstændig Afdækning (Afrømning for Tørvejord) af hele Arealet mellem og umiddelbart op til Stenrækkerne, og om en direkte Fredning af Arealet og eventuelt lidt af den omgivende Moseflade. Der blev derfor - endnu medens Undersøgelsen var i gang - rejst Fredningssag, til hurtig Afgørelse. Fredningssagen kom ikke alene til at vedgaa det store Stenmonument, men også den ovennævnte Ringgrav, der var afdækket og indhegnet ved Ejerens Foranstaltning, men som aldrig var blevet officielt fredet.

I Henhold til Fredningsnævnets kendelse af 17/5 -60 blev der vedrørende det store Stenmonument opnaaet en Fredning af et rektangulært Areal, i alt 10 x 100 mtr., hvilket Areal blev indhegnet ved Museets foranstaltning, og vedrørende Ringgraven blev det tidligere indhegnede Jordstykke fredet."

Stoplehuller eller bare "huller"

I den sydøstlige ende af anlægget, mellem stenrækkerne, fandtes tre tørvefyldte huller. Der var efter Vebæks mening ikke tale om stenspor. Der kan have været tale om stolpehuller, selvom Vebæk ikke nævner denne mulighed. Desværre er hullerne ikke tegnet ind på udgravningsplanen, en klar fejl, men de ses på to af fotografierne, som blev taget ved udgravningen. De to mindste huller, der er placeret tæt sammen nær den sydlige stenrække, er henholdsvis 30 og 40 cm i tværmål, og dybden 70 og 30 cm. Deres placering virker tilfældig i relation til anlæggets konstruktion.

Det tredje hul er en del større, 60-75 cm i tværmål og 40 cm dybt. Dette hul falder bedre ind i konstruktionen, idet det er placeret ret præcist midt mellem de to stenrækker. Har der alligevel stået en sten i dette hul? En sten med samme rolle som Hælstenen ved Stonehenge, hvor solen ved sommersolhverv står op bag Hælstenen? Har de forhistoriske himmerlændinge ved "juletid" stået i anlæggets nordvestlige ende og set medvintersolen rejse sig bag "Hælstenen" i sydøst-enden? Eller har der her i stedet stået en kraftig stolpe, der tjente det samme formål? Vi ved det ikke, og vi får det aldrig at vide, - men tanken er sjov at lege med!

Det astronomiske aspekt

C.L. Vebæk har ingen kommentarer til, hvorvidt stenrækkernes orientering har noget med midvintersolen at gøre. Sådanne overvejelser var bestemt ikke "god skik" blandt danske arkæologer på dette tidspunkt. Senere har en del yngre arkæologer været knapt så frastødte af de astronomiske overvejelser. Det fremgår bl.a. af den arkæologiske guide fra 1994 "Vejviser til Danmarks oldtid" skrevet af arkæologen Ingrid Falktoft Andersen. Her hedder det i forbindelse med omtalen af Refsnæs-rækkerne: "Ved sommersolhverv, på årets længste dag, går solen ned præcist mellem stenene i nordvest, og ved vintersolhverv, på den korteste dag, står solen op mellem stenrækkerne i sydøst."

OBS! Da stenrækkerne ligger på dyrket mark, bedes eventuelle besøgende henvende sig til gårdejeren, Louise Westenholz og bede om lov til at vandre ind over marken. Hendes adresse er: Refsnæsvej 3, 9293 Kongerslev.