1

Mennesket har altid interesseret sig for himlen

© Rud Kjems

Historiske og arkæologiske kilder fortæller, at mennesker til alle tider har betragtet himmellegemerne med ærefrygt og interesse. I vore dage oplever mennesker sjældent eller aldrig at se stjernehimlen i fuldt flor. Byernes lys har efterhånden et sådant omfang, at man selv langt ude på landet må nøjes med en afbleget udgave af nattehimlen. På trods heraf er oplevelsen så storslået, at også de fleste nutidsmennesker berøres af synet. I én af sine bøger fremhæver den berømte engelske astronom Fred Hoyle, at fascinationen af himmellegemerne har spillet en afgørende rolle i menneskets udvikling. Han hævder endda, at menneskets intellektuelle fremskridt næppe havde været mulige, hvis vores planet - som det er tilfældet med Venus - permanent havde været indhyllet i et uigennemsigtigt skydække.

Oldtidsmennesket har opfattet himmellegemerne som guder eller som gudernes redskaber, og de har derfor spillet en vigtig rolle i den daglige kult. Men Solen, Månen og stjernernes regelmæssige vandringer over himmelhvælvingen fik også en mere praktisk betydning for vore forfædre. Erkendelsen af denne regelmæssighed gjorde det muligt at udstikke verdenshjørnerne nord, syd, øst og vest, hvorved mennesket blev i stand til at finde vej over større dele af Jordens overflade. Den betød endvidere, at mennesket lærte at måle tiden og blev i stand til at lave primitive kalendere.

Fig. 1: Tegningen viser Stonehenge's grundplan omkring år 1550 f.Kr. Det er resterne af dette anlæg, vi i dag kan se i Sydengland. Det første Stonehenge blev etableret så tidligt som ca. 3100 f.Kr., og arkæologerne antager, at anlægget gennem de mange århundreder har gennemløbet 5-6 bygningsfaser. Den sidste fandt sted omkring 1100 f.Kr., hvor avenuen blev forlænget. Den store pil angiver anlæggets akse, som peger mod solopgangen ved sommersolhverv.

Allerede i 1700-tallet blev man opmærksom på, at visse oldtidsanlægs orientering har sammenhæng med Solens årscyklus. Én af de første, som på skrift nedfældede denne teori, var den engelske oldtidsforsker William Stukeley. Han foretog de første nogenlunde pålidelige opmålinger af Stonehenge, der med rette betragtes som et af forhistoriens prægtigste monumenter. I forbindelse med opmålingerne opdagede Stukeley, at Stonehenge’s akse peger mod nordøst, “hvor Solen stiger op, når dagene er længst".