Et dansk Stonehenge?

© Rud Kjems

Artikel nr. 4

I Storbritannien er der bevaret en sand velsignelse af store flotte stenkredse, som er opført i slutningen af stenalderen og begyndelsen af bronzealderen. Herhjemme findes der også stenkredse, - ialt vel godt 100, men de er for de flestes vedkommende meget små med diametre på 3-4 m. Der findes enkelte større kredse med diametre på op mod 20 m. Men i slutningen af 1960'erne dukkede der på Sjælland et anlæg op, som fuldt kan måle sig med de britiske. Der var tale om tre koncentriske stenkredse, hvor den største havde en diameter på hele 320 m.

 

 

Redaktør og ansvarshavende: Rud Kjems

rudkjems@hotmail.com

 

 

 

 

ET INTERESSANT LUFTFOTO

I 1967 blev arkæologen Thorkild Ramskou på Geodætisk Institut præsenteret for et interessant luftfoto af en mark under Birkendegaard, omtrent 8 km øst for Kalundborg. Fotoet var taget den 29. april 1965 kl. 10.37. Billedet afslørede en rigdom af lyse og mørke aftegninger i markoverfladen, og der var ingen tvivl om, at de fleste var et resultat af mange års landbrugsaktiviteter på stedet. Ved et nøjere studium af fotografiet opdagede Ramskou imidlertid, at nogle af de hvide pletter dannede tre koncentriske ringe, hvoraf den yderste var ca. 320 m i diameter. Især den nordlige del af kredsstrukturerne var let at erkende på fotoet, som også viste, at der i midten af anlægget på toppen af en lille bakke ligger en lav oldtidshøj med en stenkiste.Ramskou var ret overbevist om, at ringene var de sidste synlige rester af et forlængst nedbruds oldtidsanlæg bestående af tre koncentriske stenkredse, selvom tvivlere gav udtryk for, at de hvide pletter lige så godt kunne være mærker efter høstakke eller landbrugsredskaber.

Ramskou søgte nu oplysninger om de geologiske forhold på stedet og fik oplyst, at jorden overalt består af stift, gult ler med mange sten, både større og mindre. Ejeren af jorden kunne fortælle, at der hvert år blev kørt flere tons sten væk fra marken, men at der tilsyneladende vedblev at være lige mange sten. Thorkild Ramskou havde hurtigt dannet sig den teori, at de hvide pletter var spor af sten, som havde stået på højkant. Oldtidens steneksperter var udmærket klar over, at oprejste sten var ustabile og tilbøjelige til at vælte, hvis de ikke var solidt fundamenteret. Derfor blev stenene som regel rejst i et hul gravet gennem muldlaget og lidt ned i undergrunden. Hullets bund var ofte brolagt. Efter at stenen var anbragt på højkant i hullet, blev den stabiliseret af sten presset ned mellem dens fod og hullets sider. Det var efter Ramskous opfattelse disse nu tomme stenhuller, som havde skabt de hvide pletter på fotografiet. Han forklarede fænomenet således:

"Sten, der ligger under pløjelaget, virker erfaringsmæssigt som en slags dræn. Falder der en regnbyge, vil den jord, der ligger over stenene, hurtigere tørre op end den pløjejord, der ligger direkte på den urørte undergrund, så det er at formode, at den flyver, der den 29.4 -65 kl. 10.37.30 optog billedet, er kommet på en dag, da overfladen var ved at tørre på en sådan måde, at de jorddækkede sten afslørede sig som lysere pletter mod den omgivende mørkere overflade, og det vil altså sige, at han lige har passeret i det rette øjeblik." (Nationalmuseets Arbejdsmark, 1970)

Rekonstruktion

Illustrationen er lavet på baggrund af luftfotoet af marken ved Birkendegaard gengivet i "Nationalmuseets Arbejdsmark" fra 1970. Der er altså tale om en skitse, der skal tages med en del forbehold. Vi ser et udsnit af de tre stenkredse og nederst i højre hjørne gravhøjen med stenkisten. Ramskous udgravning gav ikke svar på, om de koncentriske kredse er præcist udstukne cirkler, og det blev heller ikke fastslået, hvorvidt højen ligger præcist i centrum af anlægget. Afstanden fra midten af højen til den yderste kreds er ca. 160 m.

UDGRAVNINGEN VED BIRKENDEGAARD

Flere besøg på marken ved Birkendegaard bragte ikke nye oplysninger, og ikke det mindste spor af de tre koncentriske ringe lod sig se fra jordhøjde. En udgravning var nødvendig, hvis der skulle kastes yderligere lys over sagen. Denne fandt sted i september 1969, og der blev desværre kun tale om en beskeden og kortvarig udgravning. Da der ingen spor var at se på marken, måtte Ramskou udlægge sit udgravningsfelt efter oplysningerne på luftfotoet. Det var ikke helt uproblematisk, for målestoksforholdet var således, at 4 m i naturen svarede til kun 1 mm på fotoet, - så der var gode muligheder for at ramme ved siden af. Ramskou valgte at placere sit udgravningsfelt i den nordlige ende af anlægget, hvor der på fotoet var flest hvide pletter. Der var tale om et stort felt, - 80 m langt og ca. 15 m bredt. Det forberedende arbejde viste sig vel udført, for som håbet lykkedes det at afdække ca. 80 m af den yderste rings omkreds, hvor Ramskou udfra luftfotoet havde forventet at finde 8 eller 9 stenhuller. Det var desværre umuligt at gennemføre en manuel afgravning af det 1200 m² store felt, så arbejdet måtte udføres af en frontlæsser på gummihjul. Føreren af denne fik besked på kun at fjerne muldlaget og iøvrigt undgå at opkøre eventuelle sten, - både små og store. Efter afgravningen dukkede der ganske rigtigt stenhuller op, men til Ramskous skuffelse var der kun tale om fem. At resultatet ikke blev de forventede 8 eller 9 må tilskrives frontlæsseren, der trods førerens påpasselighed alligevel havde fået for meget med op.

DET FØRSTE UDGRAVNINGSFELT

Midterlinien i feltet er ca. 80 m lang. Efter luftfotoet skulle der være dukket 8 eller 9 stenhuller op, men på grund af den lidt hårdhændede udgravning blev resultatet kun 5 huller.

Et af de udgravede stenhuller. Diameteren er ca. 1,40 m. Flere af de sten, der har været benyttet som fundament og sidestøtte, er stadig til stede.

De fundne stenmærker bekræftede til fulde Ramskous teori. De sås som mørke pletter med flere fundamentsten i bunden og støttesten i kanterne. Hullernes diametre var omkring 1,40 m, så det var store sten, som engang blev rejst i dem.

Et nyt og noget mindre udgravningsfelt blev mærket af i den vestlige del af anlægget. Her gik man mere forsigtigt til værks, og frontlæsseren fik kun lov til at afgrave mindre partier af gangen, så man kunne stoppe i tide, før vigtige spor var gravet væk. Taktikken lykkedes, og yderligere fem stenhuller på den yderste ring åbenbarede sig. De lå dog ikke alle præcist på cirkelperiferien, og der var tilsyneladende et hul i rækken. Frontlæsseren havde nok alligevel "ædt" et enkelt stenspor. Den yderste ring har en omkreds på 960 m, så det var en ganske beskeden del af omkredsen, de to felter havde frilagt. Bedømt efter afstanden mellem stenene har der stået omkring 100 sten i den yderste kreds, og det samlede antal sten i de tre kredse har været omkring 250. Og som stenhullerne viser, har der været tale om store sten, - måske af størrelsesordenen 3-5 tons. Etableringen af de tre stenkredse har krævet en enorm arbejdsindsats og må have involveret mennesker fra et stort område.

Som Ramskou udtrykker det, var han "havnet i den vanskeligt håndterlige rubrik, der hedder kult, og hvor man er tilbøjelig til at anbringe alle de ting og fund, som ikke kan forklares ud fra kendskab til dagliglivets forteelser." Og det er da også svært at tænke sig ringanlægget som andet end "et helligsted", hvor religiøse og kultiske aktiviteter har været praktiseret. Hvis det forholder sig sådan, må "helligdommen" have været centrum for et stort geografisk område, - muligvis for hele Sjælland. Det lykkedes ikke Ramskou at datere anlægget. Han fandt kun én oldsag, - en lille tarvelig flintflække, som blev fundet i et af stenhullerne. Men hvorvidt den havde fundet vej hertil ved stenkredsenes anlæggelse eller siden, lod sig ikke afgøre. Thorkild Ramskou fandt det usandsynligt, at stenkisten i den lille høj direkte havde noget at gøre med stenkredsene. Snarere havde gravhøjens beliggenhed med vid udsigt til alle verdenshjørner virket inspirerende på bygherrerne, og Ramskou var tilbøjelig til at tro, at bronzealderens soldyrkere måtte stå bag de enorme stenkredse.

 

THORKILD RAMSKOU

Thorkild Ramskou (1915-85) var inspektør ved Nationalmuseet og en kendt arkæolog. Han ledede gennem karrieren flere store udgravninger, - bl.a. den ved Lindholm Høje. Han var endvidere en flittig skribent, hvilket resulterede i mange artikler og bøger først og fremmest om vikingetiden. Ramskou nåede også at blive kendt udenfor museumsverdenen gennem sin medvirken i en populær tv-qvuis. Han er i øvrigt én af de få arkæologer herhjemme, som seriøst har interesseret sig for arkæoastronomi.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

HENGE-MONUMENTER

Både Stonehenge og Avebury er såkaldte henge-monumenter, - en anlægstype, som ikke findes uden for Storbritannien. De består af en cirkulær plads omgivet af en vold og en voldgrav med én, to eller fire indgange. De er opført i yngre stenalder og har været i brug et stykke ind i bronzealderen. De har uden tvivl været helligsteder, hvor folk fra et større område har samledes for at tage del i kulten. Flere af henge-monumenterne er orienteret efter solhvervene.

AVEBURY, STONEHENGE OG BIRKENDEGAARD

Thorkild Ramskou var ikke i tvivl om, at han måtte skæve til De britiske Øer for at finde anlæg, som minder om Birkendegaard-monumentet. Her findes der en række store flotte stenkredse og andre kredse dannet af forlængst formuldede træstolper, som har haft diameter på op til 1,50 m. Størrelsesmæssigt er det sjællamndske anlæg næsten på højde med Storbritaniens største oldtidsanlæg, Avebury, som ligger i Sydengland omkring 30 km fra det mere kendte Stonehenge.

Avebury består af et cirkulært område på 11,5 ha omgivet af en voldgrav og en vold. Voldgraven, der altså er inderst, har en diameter på 347,5 m. Den er foroven 21,3 m bred og sine steder op til 9 m dyb. Volden, hvis diameter er 426,7 m, har en højde af 4,30-5,50 m og er ved basen op til 30,5 m bred. Fire indgange bryder den imponerende vold. På det indrammede, cirkulære område blev der anlagt tre stenkredse og flere andre megalitkonstruktioner. Den største kreds, som har en diameter på ca. 334 m, omkranser hele det cirkulære område. Kredsen er lidt uregelmæssig og altså ikke cirkelrund. Den har oprindelig bestået af 98 meget store sten, hvoraf kun få har overlevet. De to andre stenkredse ligger indeni den store. De har diametre på henholdsvis 102 m og 97 m, så her er også tale om store dimensioner. Til sammenligning kan det oplyses, at Stonehenge's diameter kun er beskedne 30 m. Endelig omfatter Avebury-anlægget to flere kilometerlange avenuer af store, rejste sten. Kun en lille strækning af den ene avenue eksisterer i dag.

Til Avebury-monumentet er der ialt brugt omkring 600 sten, som alle har vejet flere tons, og hvor de største vejede mere end 60 tons. Selvom stenene efter alt at dømme er hentet få kilometer fra byggepladsen, så har det været en kolossal arbejdsopgave. Alligevel har arbejdet med at grave voldgraven nok været endnu større. Omkring 94.000 m³ kalk er blevet hakket løs og hejset op for siden at fungere som byggemateriale i volden. Den engelske arkæolog Richard Atkinson har anslået, at der ved udgravningen af voldgraven er brugt 1.5000.000 mandetimer. Tænker vi os, at 250 mand har arbejdet 10 timer om dagen i to forårsmåneder, så ville arbejdet have taget 10 år. Oveni skal så lægges arbejdet med at transportere og rejse de 600 sten. Det er svært at fatte, at bønder, som hverken kunne læse eller skrive, har været i stand til at planlægge og udføre et så kæmpemæssigt projekt.

Stort set sådan har Avebury set ud, da det stod færdigbygget. I bunden af billedet ses den ene avenue, The West Kennet stone Avenue, hvoraf en lille strækning stadig eksistrer. Den anden avenue har ført op til indgangen til venstre i blilledet. Den yderste stenkreds ved Birkendegaard har kun været lidt mindre end den store kreds på billedet. Noget tyder på, at enkelte af Avebury's konstruktioner er astronomisk orienteret.

Denne artikels overskrift, "Et dansk Stonehenge?", er "lånt" fra en artikel skrevet af Thorkild Ramskou og bragt i "Nationalmuseets Arbejdsmark", 1970. Når han bringer Stonehenge på banen, så hænger det sammen med det røre, som i disse år omgav det berømte anlæg takket være fremkomsten af nye opsigstvækkende teorier, hvor Stonehenge både blev tolket som en kæmpemæssig kalender og som en slags oldtidscomputer (læs mere herom i kapitel 3). Inspireret af disse idéer skriver Ramskou bl.a.::

"Er det (Stonehenge/RK) af omfang betydeligt mindre, er det så meget mere bemærkelseværdigt, da det for nylig på overbevisende måde er sandsynliggjort, at det har kunnet fungere som kalender, og til beregning af måneformørkelser. Man kan så undre sig over, at man allerede et par tusind år f.Kr. skulle have gjort så nøjagtige observationer og været i stand til at udnytte dem i praksis." (Nationalmuseets Arbejdsmark, 1970)

Ramskou afslutter sin artikel om fundet ved Birkendegaard med følgende vurderinger og overvejelser:

"Det er endnu for tidligt at udtale sig om Birkendegaard-monumentets funktion som kalender, men der er ikke tvivl om, at det skal anbringes i samme gruppe som Stonehenge og Avebury. Hvornår er stenene forsvundet fra Birkendegaard, og hvorfor? Mulighederne er flere. For det første kan man have fjernet dem for at lette dyrkningen af jorden, men det er også muligt, at man har taget fat på ødelæggelsen allerede i tidlig kristen tid. I Guta-loven nævnes det udtrykkeligt, at det er meget forbudt at dyrke de gamle hedenske helligdomme, og tilsvarende ser man nævnt flere steder i de tidlige kristne bestemmelser. På et concillium i Nantes i slutningen af 800-tallet pålægges det, at man ødelægger sten og lignende, der har været genstand for hedensk dyrkelse, og at det gøres på en sådan måde, at den dårlige kult aldrig kan genoptages. Nogle af stenene fra Birkendegaard er måske anvendt som byggematerialer i egnens kirker. Andre skal man måske søge i det enorme stendige, der nu omgiver marken. Her ligger i hvert fald rester af sten, der har været så store, at man har været nødt til at sprænge for at få dem slæbt ud.

Hvad der hidtil er sket ved Birkendegaard, er kun en prøvegravning, der havde til formål at fastslå naturen af luftfotografiets hvide pletter, og det kan med sikkerhed siges, at de er mærker efter store, oprejste sten. Hvad der står tilbage er at undersøge, om de cirkelfragmenter, der nu anes, går hele vejen rundt. Om der er rester af andre konstruktioner, der ikke har afsløret sig på fotografiet, om der er nogen regelmæssighed i stenenes placering, så de som i Stonehenge kan have haft kalendermæssig betydning, forholdet mellem gravhøjen og cirklerne, og sidst men ikke mindst må hele anlægget søges dateret."

DET GLEMTE AVEBURY

Mellem en halv og en hel million mennesker besøger Stonehenge hvert år. Kun få af dem lægger turen forbi det nærliggende Avebury, der så ubetinget er en lige så stor oplevelse som Stonehenge. På billedet ses den bedst bevarede del af Avebury's store stenkreds. Også stenene er store. Bemærk den voksne mand, der står mellem sten nr. 7 og 8 talt fra venstre. Bag stenene ses den vældige vold, og mellem denne og stenene anes den dybe voldgrav. (foto: © Rud Kjems)

 

 

 

 

 

ENDNU EN ARTIKEL

Lisbeth Pedersen, Kalundborg Museum, oplyser, at Thorkild Ramskou har skrevet endnu en artikel om Birkendegaard-fundet. Den skal have været bragt i publikationen "Fra Holbæk amt". Jeg vil nu fremskaffe artiklen og vender tilbage til den i en senere udgave af "Nyheder, nye og gamle".

DER BLEV STILLE OMKRING BIRKENDEGAARD

De koncentriske stenkredse ved Birkendegaard vakte manges interesse, da de blev præsenteret i "Nationalmuseets Arbejdsmark". Siden blev der stille omkring det sjællandske fund, og der er nu gået 30 år, siden Ramskous prøveudgravning. Det kan da ikke passe, at arkæologien har ladet stenkredsene hvile i fred i tre årtier? Jeg skrev et brev til Nationalmuseet for at få oplysninger om Birkendegaard-monumentets videre skæbne. Og få dage efter modtog jeg svar fra museumsinspektør Flemming Kaul. Jeg vil her indskyde, at jeg en del gange tidligere har søgt hjælp hos Flemming Kaul, som altid har stillet sig venligt overfor mine forespørgsler og givet mig hurtige og udførlige svar. Så pas på med fordommene om "de offentligt ansatte"! Denne gang var svaret dog skuffende, for Kaul kunne bekræfte, at der intet var sket ved Birkendegaard i alle disse år. Han skriver bl.a. i sit svar:

"Det forholder sig desværre således, at vort arkivmateriale vedr. denne lokalitet ikke er særligt oplysende, idet Thorkild Ramskou, der stod for undersøgelsen (som var af foreløbig karakter), ikke nåede at færdiggøre en beretning herom inden han døde. Den bedste dokumentation af lokaliteten er således at finde i artiklen i Nationalmuseets Arbejdsmark 1970. Hvis De har yderligere spørgsmål om Birkendegård-pladsen vil jeg foreslå, at De henvender Dem til antikvar Torben Dehn, idet han deltog i undersøgelsen."

Torben Dehn, som arbejder for Skov- og Naturstyrelsen og i øvrigt er ekspert vedrørende dysser og jættestuer, husker udmærket udgravningen ved Birkendegaard:

- Jeg deltog nu kun i en del af udgravningen, fortæller han. Og det skal nævnes, at ingen med sikkerhed kan sige noget om, hvad der gemmer sig i marken ved Birkendegaard. Der var jo tale om en ganske beskeden udgravning. Under alle omstændigheder er det ærgerligt, at stedet ikke er blevet undersøgt nærmere. Jeg tror dog, at der er gode chancer for, at Ramskous tolkning vil vise sig rigtig. Jeg har tit været forbi Birkendegaard, og det har hver gang slået mig, at det ville være et ideelt sted at placere et sådant stormonument. Stenkredsene, hvis der virkelig var tale om sådanne, har været synlige fra meget stor afstand, fra alle retninger. Det ville simpelthen være det helt rigtige sted at placere et stormonument med betydning for et større geografisk område. Har Ramskou ret i sine terorier, så er der bestemt tale om et enestående oldtidsanlæg. Det haster, hvis man vil sikre sig viden om anlægget. Allerede i 1969 var sporene efter anlægget ret svage, og hvis det ikke allerede er for sent, vil landbrugsdriften på stedet efterhånden udslette dem helt. Jeg ved forresten, at Kalundborg Museum på et tidspunkt forsøgte at få nye udgravninger i gang, - men desværre forgæves, slutter Torben Dehn.

På Kalundborg Museum er jeg så heldig at få arkæolog Lisbeth Pedersen i telefonen, og hun bekræfter, at der har været visse initiativer:

- Der var tale om en kreds af interesserede, der havde planer om at skabe et besøgscenter ved anlægget, men det viste sig umuligt at skaffe kapital til et sådant projekt. Vi er selvfølgelig meget interesserede i at få undersøgt stedet, der inden længe kan komme i farezonen på grund af vindmølleplaner, men vi har slet ikke økonomiske midler til at give os i kast med en undersøgelse af det omfang.

Efter min mening er det en skandale, at dansk arkæologi har ladet Birkendegaard-fundet gå i glemmebogen. Meget tyder på, at Thorkild Ramskous tolkning er den rigtige, og så står vi med et fund, som er helt unikt i Danmark, og som kan måle sig med de mest betydningsfulde megalitanlæg i Europa. Det er ubegribeligt, at danske arkæologer ikke allerede i 1970'erne kastede sig over det spændende fund. I stedet er årene gået, og landbrugsaktiviteter på marken har sandsynligvis tilføjet de svage arkæologiske spor ubodelig skade og forude truer måske en vindmøllepark! Jeg vender tilbage med sagen. Vi må skaffe de 100.000 kr.!