© Rud Kjems

Nogle vil måske mene, at den moderne videnskab så let som at klø sig i nakken vil kunne jorde den slags luftige teorier ved sort på hvidt at dokumentere deres utilstrækkelighed. Så let er det desværre ikke, da sådanne teorier som regel baserer sig på "værdier", som hverken kan måles eller vejes. Det kan f.eks. være "energier", der udgår fra krystalsten, oldtidsanlæg eller noget helt andet. Da sådanne "energier" tilsyneladende ikke eksisterer i virkeligheden, men kun i ophavsmændenes fantasi, så kan videnskaben ikke rigtig stille noget op. Det er sin sag at registrere noget, der ikke eksisterer, og det er ikke meget lettere at aflevere et "afgørende modbevis", som kan overbevise alle. Så videnskaben har det lidt svært i disse sager, og det er jo meget belejligt for dem, der udbreder tosse-teorierne.

Blandt forfatterne til den slags bøger er der naturligvis svindlere, som har fundet ud af, at der er penge i "det uforklarlige" og "det mystiske". Men de fleste mener det skam alvorligt nok. Man kunne let forledes til at tro, at sådanne personer må være de rene galninge. De bruger en mængde energi og oceaner af tid på at forfølge de mest afsindige idéer fuldstændig upåvirkede af, hvordan omverdenen opfatter deres "forskning". Alligevel er der ofte tale om mennesker, som på livets øvrige områder er særdeles rationelle og fornuftige. Det virker som om de næsten manisk har taget en fiks idé til sig og lige så manisk søger at overbevise omverdenen om dens indlysende sandhedsværdi.

Som nævnt er der læsere nok til litteratur af pseudovidenskabelig karakter. Mange af disse tager vel ikke bøgerne alt for alvorligt og læser dem bare som underholdning. Det skal da også medgives, at nogle af bøgerne er velskrevne og spændende at læse. Men der er desværre også mange, som tager bøgerne alvorligt og lader sig rive med af de skøre teorier. Det kan man undre sig over i en tid, hvor videnskabelige data og landvindinger er mere tilgændelige for "de brede lag" end nogensinde tidligere. Tilsyneladende orker mange mennesker ikke at følge med på dette område. Meget tyder på, at arbejdsdagen bliver stadig mere krævende og stressende, selvom arbejdstiden til stadighed mindskes. Så er det vel fristende at lade sig underholde foran tv-skærmen fremfor at fordybe sig i litteratur af videnskabeligt tilsnit. Det spiller sikkert også ind, at nogle mennesker finder deres hverdag lidt grå og trist og drages af "det uforklarlige", som kan sætte lidt kulør på den daglige trummerum. Medvirkende er nok også, at religionen slet ikke spiller den samme rolle som tidligere. Med religionens bortvisnen har nogle mennesker mistet en indre forankring i en kaotisk og forvirret verden og kompenserer for dette tab ved at dyrke "det mystiske". En kendsgerning er det, at mange kender forbløffende lidt til selv de mest elenmentære områder indenfor videnskaben. Og for den uvidende kan den ene teori være lige så god som den anden, og forudsætningerne for at skelne mellem skidt og kanel er ikke til stede.

Heldigvis sker det da jævnligt, at de pseudovidenskabelige eksperter træder så meget ved siden af, at de afslører sig selv. I sin bog "Rings af Stone" fortæller den britiske arkæolog Aubrey Burl om et sådant tilfælde. Den, der kvajede sig, var psykometristen Iris Cambell. En psykometrist er, siges det, istand til gennem fysisk kontakt med et objekt at kunne blotlægge dets historie. Hun prøvede også sine evner af på et engelsk oldtidsanlæg for bl.a. at datere det. Hun nåede frem til, at det var opført omkring år 15.000 f.Kr. Det var ikke så heldigt, for på det tidspunkt var området, hvor anlægget ligger, stadig under istidens åg og dækket af en tyk iskappe. Burl skriver ikke noget om, hvordan Iris Cambell tacklede denne uoverensstemmelse, men mon ikke hun har stolet mere på sine egne evner end på glaciologernes!

Folk har selvfølgelig lov til at tro og mene akkurat, hvad de vil. Men det er ikke uproblematisk, at pseudovidenskab og overtro tilsyneladende spiller en større og større rolle. Svage sjæle bliver let grebet af de kulørte teorier og opbygger et verdensbillede, som har meget lidt med den virkelige verden at gøre. Det er et problem, hvis flere og flere hellere vil sidde hjemme og studere horoskoper og pusle med krystalsten end beskæftige sig med den verden, der omgiver dem. Et demokratisk samfund som vort er baseret på borgernes aktive medleven i et fællesskab, hvor man tager ansvar for hinanden. En sværmen for astrologi og anden overtro drejer let opmærksomheden væk fra omverdenens problemer. Man får mere og mere sig selv i fokus, - går mere og mere op i sit eget velbefindene, i sin egen lykke. Og øges denne tendens, så kan det begynde at ligne et samfundsproblem.

I Danmark og mange andre lande findes der enkeltpersoner og grupper, som i skrift og tale har taget kampen op mod overtro og pseudovidenskab. De finder det uværdigt, at den slags tosserier skal spille en rolle i et oplyst(?), demokratisk samfund. Verden er i sig selv så mangfoldig og forvirrende, at der ikke er nogen grund til at forplumre overblikket med skøre idéer. Blandt de, der har tager kampen op, er der en del videnskabsmænd. De er trætte af at se plattenslagere og naive sjæle give den rollen som seriøse forskere!

På internettet vrimler det med hjemmesider fyldt med tosserier, og i nyhedsgrupperne føres der endeløse debatter om de mest vanvittige teorier. Enhver fiks idé har sin nyhedsgruppe. Men heldigvis findes der også på nettet mange websteder, hvor modstandere af de luftige teorier har taget kampen op med videnskaben som våben.