Nazi-forskning med okkulte undertoner

© Rud Kjems

Artikel nr. 49.

Sidste måneds artikel handlede om nazisternes manipulation med Tysklands forhistorie. Denne artikel kører videre i samme spor og fokuserer på Heinrich Himmlers higen og søgen efter spor af et fordums Storgermanien. Disse bestræbelser resulterede bl.a. i etableringen af forskningsinstitutionen Ahnenerbe, som hurtigt voksede sig stor og fik mange strenge at spille på. Nogle af dens aktiviteter skrev sig siden ind i nazismens historie som et af de mørkeste kapitler.

Nationalsocialismen kom til verden som bevægelse, da forskellige ekstremistgrupper i 1919 sluttede sig sammen. Det foregik i München, og året efter udsprang af bevægelsen et politisk parti, Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei under ledelse af Adolf Hitler. Blandt partiets mærkesager var skabelsen af et Stortyskland renset for ikke-tyske elementer, og hermed tænktes der især på jøder, ophævelse af Versailles-freden, reetablering af det tyske militær samt generhvervelse af de tyske kolonier.

I mange pseudovidenskabelige værker udgivet efter 2. Verdenskrig har det været postuleret, at nazi-bevægelsen ikke blot udsprang af politiske ekstremistgrupperinger på højrefløjen, men også havde rødderne solidt funderet i hemmelige, okkulte selskaber og ordener. Rigtigt er det, at mange af datidens okkulte selskaber havde en hel del af de samme temaer på programmet som nazisterne - f.eks. drømmen om et racerent Stortyskland. De okkultes drømme om det fremtidige Stortyskland var indvævet i en række absurde, bizare forestillinger om et germansk guldalderrige langt tilbage i historien. Forestillingerne byggede kun i ringe grad på historiske og arkæologiske vidnesbyrd, men var især baseret på udsagn fra teosofer, astrologer, clairvoyante og andre "seende".

Nogle har ligefrem hævdet, at den såkaldte Germanenorden og dens dækorganisation Thule-Gesellschaft var nazismens vugge, men hverken Hitler eller andre af de ledende nazister har været registreret som medlemmer af ordenen eller selskabet. Men nogen kontakt har der været: Det vides nemlig, at fire personer, som siden opnåede høje placeringer i nazi-hierarkiet, har optrådt som gæster i Thule-Gesellschaft - nemlig Gottfried Feder, Alfred Rosenberg, Dietrich Eckart og Rudolf Hess. De nærmere omstændigheder vedrørende disse gæstebesøg kendes ikke. Ej heller er der efterladt vidnesbyrd om de fire gæsters reaktioner på besøget.

Alt i alt synes nazi-toppen ikke at have interesseret sig synderligt for okkulte emner - med én undtagelse: Heinrich Himmler.

HIMMLER OG HANS MENTOR

Heinrich Himmler var i 1929 blevet betroet ledelsen af nazisternes elitekorps SS, og da nazi-partiet fire år senere tog magten i Tyskland, udnævntes Himmler til SS-Reichsfürer. Han blev hermed én an landets mest indflydelsesrige mænd. Himmler og hans frygtede organisation skabte en terror af hidtil uset brutalitet og iværksatte myrderier af en størrelsesorden, verden ikke tidligere havde været vidne til.

Med pedantisk omhu og med øje for de mindste detaljer styrede Himmler sin ekspanderende organisation. Der må have hvilet en enorm arbejdsbyrde på hans skuldre. Alligevel fik han tid til at dyrke sin interesse for den tyske forhistorie. Interessen var sikkert udsprunget af en almen menneskelig interesse for at kende sine rødder, men udviklede sig til en mani, hvis endegyldige mål var at dokumentere den tidligere eksistens af et storslået germansk oldtidsrige. Den øvrige nazi-top, som var knap så entusiastisk med hensyn til de historiske perspektiver, støttede Himmlers aktiviteter vedrørende forhistorien. Forestillingen om et tidligere racerent Storgermanien var nemlig særdeles brugbar i propagandaen. Den betød, at nazisternes ekspansionspolitik og racelovgivning blev mere spiselig for den almindelige tysker.

Himmler tog selvfølgelig udgangspunkt i arkæologiske fund og historiske kilder. Velvalgte citater fra Tacitus' Germania blev f.eks. lanceret vidt og bredt. Men Himmler gik videre og knyttede i 1933 til sin stab den 66-årige østriger, Karl Maria Wiligut, med henblik på at udnytte dennes clairvoyante evner. Wiligut, der havde en karriere i den østrigske hær bag sig, skulle fungere som rådgiver vedrørende mytologiske anliggender og tage del i arkæologiske undersøgelser. Han havde indenfor alternative kredse opnået en vis position med sin påstand om at være den sidste overlevende af en ældgammel germansk slægt med rødder tilbage i de ældste tider. Dels på grund af dette slægtskab og dels takket være sine åndelige evner kunne Wiligut ifølge eget udsagn genskabe germanernes glorværdige historie tusinder af år bagud i tiden. Ansættelsen er tilsyneladende foregået lidt tys-tys, for Wiligut blev ansat som SS-Haupsturmfürer under pseudonymet Karl Maria Weisthor. Han blev siden forfremmet flere gange og havde rang af SS-Brigadeführer, da han forlod SS-organisationen i 1939.

Wiliguts udlægning af Germaniens historie var i sandhed interessant. Hans tidligste vision rakte helt tilbage til 228.000 f.Kr., hvor der var tre sole på himlen og jorden befolkedes af kæmper, dværge og andre mystiske væsener. Germanernes egentlige historie begyndte omkring 78.000 f.Kr., hvor Wiliguts forfædre, Adler-Wiligoterne, var stærkt medvirkende til at skabe ordnede forhold og fredelige tilstande efter en lang periode med uro og krig. I den samme periode blev byen Arual-Jöruvallas (det nuværende Goslar) grundlagt. Omkring 12.500 f.Kr. opstod den irministiske religion (frit opfundet af Wiligut), der snart blev den enerådende religion i hele det germanske område. På et senere tidspunkt dukkede en konkurrerende religion wotanismen (Odin-dyrkerne) op udfordrede irministerne. En voldsom religionskrig hærgede Germanien og kulminerede i, at Baldur-Chrestos, én af irministernes mest hellige profeter, blev korsfæstet af wotanisterne i Goslar år 9600 f.Kr. Det lykkedes dog mirakuløst profeten at redde sig ud af situationen og flygte til Asien. De følgende mange århundreder bølgede kampen mellem wotanister og irminister frem og tilbage. I 1200 f.Kr. lykkedes det wotanisterne at tilintetgøre modstandernes helligdom i Goslar, men ikke længe efter grundlagde irministerne et nyt tempel ved Externsteine nær Detmold. Men wotanisterne var fortsat på krigsstien, og i 460 e.Kr. indtog de templet ved Externsteine. Her holdt de stand til det 9. århundrede, hvor Carl den Store tvangskristnede de germanske hedninge.

Mon vort eget Nationalmuseum har "en Wiligut" blandt sine medarbejdere? I disse nedskæringstider var det måske slet ingen dårlig idé at have "en seer" af Wiliguts kaliber i medarbejderstaben. Mange, meget kostbare undersøgelser og udgravninger kunne undgås eller i hvert fald begrænses stærkt. Spøg til side - men, spørgsmålet er ikke helt ved siden af. "Wiliguter" er slet ikke en uddød art. Der findes mange af dem i dagens Danmark. Snart dukker de op på TV, hvor de håndterer gode og onde ånder - og snart ses de i diverse ugeblade, hvor de beretter løst og fast fra de dødes rige. Ja - dansk politi har tilmed ved flere lejligheder benyttet dem i jagten på forsvundne personer. Den rigtige Wiligut eksistere skam også fortsat. Ikke i levende live, men på et stort antal mere eller mindre obskure hjemmesider på internettet. Han er blevet én af retterne på det overdådige tag-selv-bord, som new age-bevægelsen har dækket op. På bordet henter man, hvad der nu passer i ens kram og svarer til ens drømme og forestillinger - og lader resten ligge. Det okkulte er blevet stuerent, mens naturvidenskaberne mødes med stigende skepsis. Ukritisk skaber enhver sit eget verdensbillede - helt uden tanke på, hvad f.eks. Himmlers favntag med det okkulte førte med sig af ulykker og katastrofer. Nej, jeg tror ikke, at Nationalmuseet har "en Wiligut" i sin stab, men mange andre steder i samfundet titter de frem!

Darré, som ikke direkte fik blod på fingrene, slap med en ret mild fængselsstraf ved Nürnberg-processen. Han døde i 1953.

AHNENERBE - VIDENSKAB I FASTE RAMMER

Deutche Ahnenerbe blev oprettet i 1935 af Heinrich Himmler og Reichsbauernfürer Richard Walther Darre´, der var leder af institutionen Rasse- und Siedlungshauptamtes (RuSHA) og én af det tredje riges topideologer. Ahnenerbe var etableret som en selvstændig forening, hvor højere funktionærer indenfor SS kunne studere germanernes historie og dens åndelige indhold. Statussen som forening blev fastholdt frem til 1940, hvor Ahnenerbe blev fuldt integreret i den store SS-organisation.

Ahnenerbe blev oprindelig oprettet for at støtte den hollandske pseudohistoriker Herman Wirths "nordisch-volkskundlichen" forskning, som tog udgangspunkt i tesen om den germanske races iboende overlegenhed. Wirth, hvis arbejde var stærkt præget af okkulte elementer, varetog den daglige ledelse.

I 1937 kappede Ahnenerbe båndene til Darré og hans institution RuSHA, og mange af medarbejderne herfra overførtes til Ahnenerbe, som nu helt og holdent var under Himmlers kommando. Fra at være en ret upåagtet forening fik Ahnenerbe nu næsten status som en offentlig institution. Formålet var stadig det samme: at dokumentere den germanske races overlegenhed gennem en række forskningsprojekter samt formidle resultaterne af forskningen videre til det tyske folk. Samme år måtte Wirth forlade Ahnenerbe, fordi de akademiske medarbejdere ikke kunne affinde sig med hans optagethed af det okkulte. Lidt ironisk, for de samme medarbejdere så sig ikke for gode til at fuske med de videnskabelige resultater. Ahnenerbe havde vokset sig stor og bestod nu af omkring 50 selvstændige institutter, hver med sit forskningsområde. Så godt som alle videnskabelige medarbejdere var medlemmer af SS og ikke så få havde rang af højere officerer.

Det kan nok undre, at en række videnskabsmænd - arkæologer, historikere, medicinere, antropologer, lingvister mm. - indvilgede i at udføre forskning på ideologiske præmisser. Nogle var nazister og havde ikke problemer med det ideologiske grundlag - og nogle gik med, fordi Ahnenerbe gav helt specielle forskningsmuligheder, som ikke nødvendigvis var begrænset af de etiske spilleregler, der normalt kendetegner videnskab. Nogle gik sikkert med, fordi jobmulighederne indenfor deres felt var begrænsede - eller måske for at undgå soldatertjeneste ved fronten. Andre tilsluttede sig, fordi arbejdet for Ahnenerbe gav prestige i det nazistiske Tyskland. I ikke-nazistiske akademikerkredse så man anderledes på det. Her betragtede man Ahnenerbes videnskabelige medarbejdere som "kriminelle intellektuelle."

Darré udarbejdede forskellige målemetoder, der kunne afsløre afvigelser fra de karakteristika, som efter hans mening kendetegnede den sande arier. Her gælder det en registrering af ansigtets proportioner.

EKSEMPLER PÅ AHNENERBES FORSKNING

Som det er fremgået, spillede undersøgelser af fortiden en meget vigtig rolle i Ahnenerbes aktiviteter, og de institutter, der beskæftigede sig med arkæologi og historie, var da også gennemgående kendetegnet ved en stor medarbejderstab. I det følgende gives der eksempler på de forskningsområder, nogle af institutterne arbejdede med:

• Lingvistiske undersøgelser var højt prioriteret, og det første projekt var helliget studiet af de nordiske runer med Hermann Wirth som leder. I 1936 startede professor Wüst et projekt vedrørende sanskrit, som var hans studiefelt. Wüst søgte at dokumentere en sammenhæng mellem sanskrit og de gamle germaneres sprog.

• Instituttet for germansk arkæologi foretog især undersøgelser i Nord- og Mellemtyskland, der blev anset for de gamle germaneres kerneland. Udgravninger blev bl.a. udført ved Paderhorn, Detmold, Haithabu og Externsteine. Sidstnævnte lokalitet regnedes som nævnt for en af germanernes vigtigste helligdomme.

• Under krigen udsendtes ekspeditioner til en række okkuperede lande - bl.a. Bulgarien, Kroatien, Grækenland, Polen, Rumænien, Rusland og Nordafrika. Også Fjernøsten, især Tibet, var genstand for undersøgelser. Aktiviteterne i Tibet foregik i samarbejde med den berømte svenske opdagelsesrejsende Sven Hedin, som sympatiserede med nazisterne. Samarbejdet efterlod grimme ridser i en ellers flot karriere. Nogle af undersøgelserne i Tibet var inspireret af teosofiske visioner vedrørende Østen. Man ledte f.eks. efter skjulte byer dybt inde i Himalaya, hvor der muligvis kunne opspores overleverede brudstykker af gammel germansk visdom - jævnfør med Wiliguts beretning om den korsfæstede profet, som flygtede til Asien.

• Et institut var koncentrerede sig om Eddaen og øen Island, som ansås for at være det oprindelige hjemland for den rene germanske race. Himmler opfattede Eddaen som en hellig skrift, der rummede skjulte budskaber fra den gamle germanske kultur. Studierne blev i 1938 fulgt op af en ekspedition til Island med det formål at opspore et af de gamle hedenske helligsteder. Af flere grunde fik ekspeditionen et farceagtigt forløb og egentlige resultater kom der ikke ud af den.

• Et af de mere særprægede institutter arbejdede med den såkaldte "Welteislehre" (teorien om verdensisen) under dr. Hans Robert Scultetus ledelse. Teorien, der skabtes af Hans Hörbiger, kan bedst beskrives som rablende vanvittig. Den rummer bl.a. en fase, hvor Jorden omkredses af adskillige måner og mister balancen, så de to poler bytter plads, hvorved en istid af dommedagske dimensioner udsletter alt liv på Jorden. Teorien var stærkt inspireret af teosofiske spekulationer. Det var dog ikke så meget de okkulte elementer, som kendetegnede Scultetus' arbejde, der snarere søgte at dokumentere teorien med meteorologiske og geologiske beviser.

• Det mest dunkle kapitel i Ahnenerbes historie er de modbydelige menneskeforsøg, som udførtes på indsatte i Dachau og andre koncentrationslejre af instituttet "Wehrwissenschaftliche Zweckforschung" (videnskabelig forskning udfra militære formål). Forsøgene omfattede bl.a. nedsænkning af forsøgspersoner i isvand eller kogende vand for at iagttage, hvordan menneskekroppen reagerer på ekstreme påvirkninger - og åbning af forsøgspersoners kranier (forsøgspersonerne var ved fuld bevidsthed) for direkte at kunne studere den levende hjerne. Disse og andre gruopvækkende nazistiske forbrydelser åbnede manges øjne for det meningsløse i at dele verden op i civiliserede og primitive nationer. Al tale om udviklede eller underudviklede mennesker blev absurd.

Heinrich Himmlers mentor, den clairvoyante Karl Maria Wiligut, samarbejdede i stor udstrækning med Ahnenerbes videnskabelige medarbejdere. Samarbejdet var beordret af Himmler og var langtfra harmonisk, for videnskabsmændene anså Wiligut for "en fantast af værste skuffe". Med tiden blev fantasterierne for meget selv for Himmler, som i 1939 fjernede Wiligut fra Ahnenerbe. Året efter blev organisationen fuldt og helt integreret i det store SS-apparat.

Jeg fortalte i sidste måned, at denne måneds artikel ville beskrive Externsteine, som af nazisterne blev anset for en de gamle germaneres vigtigste helligdomme. Men skriveriet om Ahnenerbe greb om sig, og fortællingen om Externsteine må vente til næste udgave af Arkæologi på nettet.

Som kildemateriale er især brugt:

Goodrick-Clarke, Nicholas: The Occult Roots of Nazism. Secret Aryan Cults and their Influence on Nazi Ideology" (1992)