Jættens tå og solhesten

- stjernemyter og solbilleder i det forhistoriske Norden -

© Jonathan Lindström (oversættelse: Rud Kjems)

Artikel nr. 13.


Artiklen er skrevet af den svenske arkæolog Jonathan Lindström. Han er én af de ganske få skandinaviske arkæologer, som seriøst har beskæftiget sig med arkæoastronomi. At hans indsats også respekteres i udlandet fremgår af, at et af hans arbejder er medtaget i bibliografien i det nyligt udgivne storværk om arkæoastronomi Astronomy in Prehistoric Britain and Ireland. Artiklen Jættens tå og solhesten har samme tema som forfatteren Michael Larsens artikel Oldtidens danskere tegnede solformørkelsen: Kan man i bronzealderens rige billedverden finde motiver, som beskriver himmellegemer og astronomiske begivenheder? Hvor Michael Larsen modigt kaster sig ud i dristige fortolkninger, stiller Jonathan Lindström sig mere skeptisk an.


 

Redaktør og ansvarshavende: Rud Kjems. rudkjems@gmail.com 

 

 

 

 

 

 

 

Myter om sol, måne og stjerner

Rundt omkring i Verden har der været berettet myter om sol, måne og stjerner, og det har der sikkert også på vore breddegrader i oldtiden. Igennem skriftlige kilder har vi et vist kendskab til nordboernes myter ved oldtidens slutning, men for at få et "levende" indtryk af ældre tiders forestillinger, må vi ty til det arkæologiske kildemateriale, først og fremmest helleristningerne. Vi må så håbe, at himmelfænomenerne og myterne omkring dem ikke bare er blevet afbilledet, men at de også er afbilledet på en sådan måde, at vi ved arkæologiens og astronomiens hjælp kan identificere dem.

Lokkende i den sammenhæng er den rige billedverden, som findes bevaret i form af helleristninger og skåltegn fra bronzealderen (1800-500 f.Kr.). På klippeflader rundt om i Sydsverige findes der skibe og andre figurer, - nogle gange som enkeltbilleder, andre gange som myldrende billedscener, der tilsyneladende gengiver bronzealderbøndernes religiøse myter. Hornede menneskefigurer færdes i vogne, okser trækker plove, mandsskikkelser hæver spyd og økser, cirkelfigurer står for sig selv eller føres frem af dyr eller menneskefigurer. Måske gemmer der sig imellem dem myter knyttet til astronomiske fænomener. Skåltegn er indhuggede skålformede fordybninger, sædvanligvis omkring én centimeter dybe og fem centimeter i diameter. Skåltegnet er det hyppigst forekommende helleristningstegn, og det har sandsynligvis spillet én eller anden rolle i det kultiske liv, som omgærdede bronzealdermenneskets dagligdag. Skåltegnene optræder af og til enkeltvis på stenblokke og klippevægge, men i andre tilfælde kan de opleves i hundredvis. I sidstnævnte tilfælde er det fristende at tolke dem som stjernekort, hvor de enkelte skåltegn opfattes som stjerner.

At bronzealderens myter bl.a. har været knyttet til himmelfænomener er en rimelig antagelse, og det er også rimeligt at antage, at disse fænomener af og til er blevet afbilledet. Problemet er bare, at det kan være svært at afgøre, om et billede eller et billedsceneri virkelig er en afbildning eller ikke. Det er her skillelinien mellem ren gætning og videnskab går. Når vi nærmer os teorier af den art, bør vi gøre det med forsigtighed. Udfra historisk kendte kulturer kan vi danne os en opfattelse af, hvad der normalt kan forventes at forekomme, og hvad der hører til undtagelserne. Eftersom visse forestillinger kan være sejlivede, er det også værdifuldt at studere de traditioner vedrørende himmelfænomenerne, som kendes fra historisk tid i Norden.

Afbildninger af himmelfænomener kan tænkes at være af både naturalistisk og symbolsk art. Et problem vedrørende naturalistiske afbildninger er, at himmelfænomenerne ofte har en enkel form. Solen er rund og stjernerne punktformede. Der kræves en vis kompleksitet, før en identifikation kan siges at være overbevisende, og et bestemt mønster må kunne genfindes på flere forskellige helleristningsfelter, hvis det ikke skal opfattes som tilfældigt. Det er ikke nok at udpege et "Karlsvogn-mønster" blandt skåltegnene, hvis disse optræder i et så stort antal, at et sådant mønster let kan være opstået ved en tilfældighed. Symbolske afbildninger forudsætter sædvanligvis en tidløs logik i billedopbygningen, hvis man skal gøre sig håb om at tolke deres indhold. At eksempelvis kometer i historisk tid har været sammenlignet med sværd, giver ikke grundlag for at tolke sværd i helleristningsbilleder som kometer. Associationen er ikke selvindlysende, og vi ved jo slet ikke, om bronzealderens mennesker har tænkt i de baner. Det skal ikke afholde nogen fra at opstille alternative tolkninger, slet ikke. En fantasifuld tolkning er at foretrække fremfor slet ingen tolkning overhovedet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jættens Tå

Forsøgene på at udpege afbildninger af stjernehimlen blandt bronzealderens helleristninger har ikke været særlig succesfulde. Skåltegnmønstre har f.eks. været foreslået som billeder af Karlsvognen og Cassiopeia, men ligheden med originalerne har som regel været så lidt overensstemmende, at der lige så godt kan være tale om tilfældighedernes spil. Det samme gælder de fantasifulde rekonstruktioner af bronzealderens stjernebilleder, som nogle har fundet gengivet i helleristninger af mennesker, dyr og skibe, - lige som det også har været foreslået, at solformørkelser, kometer og novaer er gengivet i ristningerne. For få år siden førtes der en til tider hadsk debat om en sådan tolkning i tidsskriftet "Populär Arkeologi" (nr. 4, 1996 og nr. 3, 1997). Tonen var beklageligvis lidt ubehagelig i nogle af de kritiske indlæg, men rent sagligt var det åbenbart, at tolkningen måtte afvises som det rene nonsens. Desværre har resultaterne af den slags ukritisk forskning en tendens til at blive populær i lægmandskredse. Arkæologi og astronomi er hver for sig spændende videnskaber, og kombinationen kan næsten blive uimodståelig. Især i New Age-inspirerede kredse har man forsøgt at påpege værdier fra længst svundne guldaldre, som ofte udstyres med anakronistiske træk fra nutiden. En fremstilling af bronzealderens mennesker som næsten moderne astronomer, der ved hjælp af forbløffende eksakte metoder har været i stand til at beregne solformørkelser og identificere tilbagevendende kometer, passer fint ind i det mønster.

Nederst ses stjernebillede Cassiopeia i dag. De enkelte stjerner er forbundet med punkterede linier. For femtusind år siden (altså før bronzealderen) så stjernebilledet anderledes ud, idet tre af stjernerne havde andre positioner. Disse er vist med de uudfyldte cirkler. Øverst en skåltegnsamling fra Östergötland, som af nogle tolkes som en afbildning af Cassiopeia.

Hermed ikke være sagt, at oldtidens mennesker har været på bar bund med hensyn til kundskaber om himmelfænomener. De har naturligvis ikke haft vore skolekundskaber vedrørende solsystemet og universets opbygning, men når det gælder mytologi tilknyttet himmellegemerne og evnerne til at udnytte sol, måne og stjerner i forbindelse med tidsregning og navigation, så har de sikkert overtruffet os ikke så lidt. Der er altså ingen grund til at undervurdere de astronomiske kundskaber i bronzealderen, men vi kan ikke ukritisk forudsætte, at disse kundskaber har lignet dem, som de moderne astronomer besidder.

Folkelige forestillinger fra historisk tid og enkelte ældre optegnelser giver os en antydning af, hvilke forestillinger nordboerne i oldtiden gjorde sig om stjernerne. I ældre tid kaldte man i Sverige Orions Bælte for Friggetenen. Tenen var den vigtigste del af håndtenen, som kvinderne engang spandt på. En norsk betegnelse for det samme stjernebillede er Fiskekarlana. Karlsvognen er efter alt at dømme et forhistorisk stjernebillede. I eddaerne berettes det desuden, at Tor bar jætten Aurvandil i sin mejs på ryggen. Aurvandils tå stak udenfor og fik forfrysninger: "Tor brækkede den af og slyngede den op på himlen og gjorde den til en stjerne, og den hedder Aurvandils Tå." Ved en anden lejlighed dræbte Tor jætten Tjatse og kastede hans øjne højt op på himlen, hvor alle vil kunne se dem "til sene tider". Andre stjerner har fået mere praktiske betegnelser. Polarstjernen kaldtes Ledstjärnen, og en stjerne blev kaldt Dagstjärnen og blev brugt til at bestemme tiden om natten. Det er blevet foreslået, at Dagstjärnen er identisk med vore dages Arcturus.

Yderligere eksempler skulle kunne nævnes, men udfra de her opregnede kan der allerede uddrages en del. Stjernebilleder og enkeltstjerner er blevet udstyret med navne, som af og til har tilknytning til mytologien, men navnene kan også være mere prosaiske. De har overvejende ingen tilknytning til de græske stjernebilleder, og der forekommer variationer selv indenfor Norden. I nogle tilfælde kan vi også regne med variationer over tiden. På grund af jordaksens slingren har forskellige stjerner gennem tiderne indtaget rollen som polarstjerne. På det tidspunkt for eksempel, hvor de første rensdyrjægere vandrede ind i Skåne ved istidens afslutning, da var det den lysstærke Vega, der stod nærmest himmelpolen. Stjernerne i Orions Bælte og stjernen Sirius, som har haft en så fremtrædende betydning i historisk tid, blev ikke synlige på vore breddegrader før ved ældre stenalders slutning.

Udover tilknytningen til mytologien har stjernerne som nævnt tjent mere hverdagsagtige (natlige?) formål som hjælpemidler vedrørende tidsregning og navigation. Sådan var forholdene ved oldtidens slutning, og alt tyder på, at det har været sådan meget langt tilbage i tiden, hvilket støttes af, at lignende traditioner har været almindelige blandt folk rundt om på kloden.

Det er hidtil ikke lykkedes på overbevisende måde at udskille Månen, kometer og planeter i helleristningsbillederne. Det er slående, at eksempelvis naturalistisk afbildede mennesker ikke synes at forekomme. Verden over har der knyttet sig mange myter til "Månehavene" (de store mørke slette-områder, der er en så karakterist del af månelandskabet). De tolkes gerne som forestillende figurer af én eller anden slags. Islændingen Snorre berettede således i begyndelsen af 1200-tallet, at "Månehavene" tegnede billedet af to børn, Bil og Hjuke, som gik bort fra en brønd bærende et kar på skuldrene. Det er ikke umuligt, at lignende motiver er afbildet på de to tusind år ældre helleristninger, men givetvis vil det byde på store vanskeligheder at identificere dem.

En himmelsk vrinsken

Kun Solen kaster lidt lys over spørgsmålet vedrørende astronomiske motiver i oldtidens billedverden. Af skriftlige kilder fremgår det, at forestillingen om den hestetrukne sol fandtes i Norden så sent som i det første århundrede e.Kr. Den velkendte solvogn fra Trundholm blev fundet for snart et århundrede siden i en mose på Sjælland. En bronzehest trækker en bronzeskive, hvis ene side er beklædt med et tyndt lag guld. Ekvipagen er placeret på en vognlignende underdel, som sikkert er sekundær i forhold til motivet, da ikke bare bronzeskiven, men også hesten står ovenpå underdelen. Hesten og skiven er sikkert med rette blevet tolket som den hestetrukne sol. Motivet findes også på danske bronze-barberknive fra yngre bronzealder og på både danske og svenske helleristninger. Skiven kan ikke blot tolkes som et vognhjul, eftersom den oftest er løftet op fra jorden og af og til er omgivet af stråletegn. At der er tale om et soltegn bekræftes af, at hestene i næsten alle tilfælde er vendt medsols.

Der findes også motiver med hjulkors, der trækkes af dyr, men de opviser som gruppe ikke den samme ensartethed, og de er ikke medsols-rettede i samme grad. Ifølge nogle teorier forestiller disse figurbilleder solens færd om natten, men her er man på mere usikker grund end med hensyn til Trundholm-motivet.

Hjulkorset, en almindelig helleristningsfigur, som ikke nødvendigvis behøver være et solsymbol.
Solreligion?

Det er en udbredt opfattelse, at bronzealderens religion var en solreligion, hvor solkulten indtog en central plads i religionsdyrkelsen. Denne opfattelse genfindes både i populære og i videnskabelige værker om bronzealderens helleristninger fra de senere år, men den må siges at være dårligt underbygget. Trundholm-motivet ses kun i forholdsvis få eksemplarer blandt tusindvis af figurer i bronzealderens billedskat. Derimod er hjulkors og andre cirkelfigurer mere almindelige, og de tolkes rutinemæssigt som solsymboler. Selvfølgeligt kan det være rigtigt i nogle tilfælde, men cirkelfigurer kan symbolisere så meget andet. Et hjulkors kan eksempelvis forestille et hjul, som har tilhørt en gud eller gudinde uden tilknytning til Solen. Andre muligheder er skjolde eller andre runde genstande. Forskellige billedskabere og betragtere kan have lagt forskellige betydninger i cirkelfigurerne, og én betydning udelukker ikke en anden. At tale om bronzealderens religion som en solreligion er under alle omstændigheder forhastet. Vi kan kun sige, at forestillinger om Solen har været et element af mytologien. Det gælder rimeligvis også den billedfattige stenalder (før 1800 f.Kr.), og det gælder med sikkerhed jernalderen (500 f.Kr.-1100 e.Kr.), fra hvilken vi har skriftlige oplysninger.

Solhesten kan i sig selv give os interessante oplysninger om forhistoriens verdensbillede. Nyere forskning viser, at tamhesten sandsynligvis først dukkede op i Sydsverige ved stenalderens slutning. På det tidspunkt var vildhesten for længst forsvundet fra Sverige. Det er sandsynligt, at hesten først er kommet til at spille en rolle i mytologien her i Sverige nogle få århundreder, før Trundholmvognen kom til verden i ældre bronzealder. Det er måske slet ingen tilfældighed, at det ældste fund med hest-vogn-motivet (Solvognen) er det, der er ofret mest på. Rageknivene med billedmotiver og helleristningerne er adskillige århundreder yngre. Tamhesten og forestillingerne om hesten blev uden tvivl først kendt af samfundets elite, og det er her i Sverige sket omkring bronzealderens begyndelse eller lidt tidligere. Hesten blev et statusdyr, hvis mytologiske kollega hjalp til med at holde en vigtig del af kosmos i gang. Med tiden fik solheste-myten også en betydning for de bredere lag i samfundet.

Solheste-motivet gør os ikke blot istand til at identificere solens drivkraft i bronzealderen. Den afslører også noget grundlæggende om datidens kosmologi. Eftersom Solen er blevet opfattet som vandrende hen over himmelhvælvingen, så har Jorden efter alt at dømme været opfattet som ubevægelig. En tilsyneladende ubetydelig mytologisk detalje giver os således indsigt i en grundlæggende kosmologisk forestilling.

LITTERATUR

Lindström, Jonathan: Kosmisk hembygd - hur uppfattade forntidens nordbo världsalltet? (Bygd och natur, nr. 2 1995)

Moberg. Carl-Axel: Drömmen om solguden i Norden (På tal om forntid, 1963)

Jonathan Lindströms artikel blev oprindelig bragt i Astronomisk Årsbok 1999 under titlen Jättens tå och solhästen.

Oldtidens verdensbillede

De fleste forsøg på at fortolke forhistoriske billeder som afbildninger af himmelfænomener eller mytologiske forestillinger vedrørende himmelfænomener kan affærdiges som fantasier uden videnskabelig forankring. En kraftigt dæmpende skygge falder også over bronzealderens solreligion. Selvom solhesten uden tvivl er et bevis på, at man har dyrket solen, så ved vi ikke, hvor stor eller lille en rolle, soldyrkelsen har spillet. Vi kan ane andre kosmologiske grundtræk næsten lige så langt tilbage i tiden, men hvilke roller, de forskellige himmellegemer har spillet i religionen og hvilke myter, de har været omgærdet af, ved vi intet om. Hvilke myter, der f.eks. har været knyttet til stjernerne, må forblive gætterier. Et fyldigere indblik i nordboernes mytologi vedrørende himmellegemerne får vi først gennem de skriftlige kilder fra oldtidens slutfase.

For arkæoastronomerne er tolkningen af oldtidens billeder først og fremmest et forsøg på at skaffe sig mere viden om de astronomiske færdigheder i forhistorisk tid. En sand strøm af både seriøse og fantasifulde tolkninger af grave og andre anlægs orientering har set dagens lys gennem årene, men yderligere kommentarer hertil må vente til en anden lejlighed.