Rud Kjems: Anders på Hvolris - arbejderen der blev museumsmane

Forlaget Hikuin

Der har gennem årene optrådt mange arbejdsmænd i dansk arkæologi. De har stået for det sure slid med skovl og spade på udgravningerne, mens fagarkæologerne har taget sig af det videnskabelige. I sjældne tilfælde er det hændt, at en af disse håndens arbejdere trådte ud af anonymiteten og skabte sig et navn indenfor museumsverdenen. Det skete bl.a. for Anders Olesen, hvis usædvanlige livsbane skildres i bogen Anders på Hvolris - arbejderen der blev museumsmand af Rud Kjems. Anders Olesen voksede op i et beskedent husmandshjem i Himmerland som nummer tre i en søskendeflok på 11. Efter at have forladt skolen tjente han en del år rundt om på egnens gårde for senere at ernære sig som arbejdsmand. Han havde lige siden barndommen interesseret sig brændende for arkæologi, hvilket i 1961 bragte ham i forbindelse med forfatteren Peter Seeberg, som dengang var leder af Viborg Stiftsmuseum. Anders Olesen var på dette tidspunkt 50 år gammel. Peter Seeberg foranledigede, at den begavede arbejdsmand blev ansat ved museet, og sammen skabte de i løbet af 1960'erne den oldtidspark, der i dag bærer navnet Hvolris Jernalderlandsby. Anders Olesen var en karismatisk personlighed, og takket være sit blændende talent for at fortælle og sin involvering i en række spændende, arkæologiske udgravninger blev han hurtigt en landskendt museumsmand. Han opnåede det sjældne at blive en legende i levende live, før han på dramatisk vis selv satte punktum for sit liv.

rudkjems@hotmail.com

Bestilling kan også foregå pr. snailmail og adresseres til: Rud Kjems, Skovvej 6, 7860 Spøttrup - eller pr. telefon på nummeret 97564370.

Jeg sender så bogen vedlagt en opkrævning på 141 kr. (120 kr. for bogen samt 21 kr. i porto).

"Stenkredsen er det smukkeste anlæg på Hvolris. Den har en diameter på ca. 16 m og er lagt af 136 hovedstore sten. Inde i kredsen blev der fundet flere bålgruber indeholdende brændte dyreben og potteskår. Sandsynligvis var det inde i kredsen, de vigtige ceremonier udspillede sig, og i bålgruberne har man sikkert tilberedt særlige måltider i den anledning. Anders fandt ingen grave indeni kredsen, men under den vestlige del af den fandt han resterne af et hus med forsænket gulv, 6,5 m langt og 3,5 m bredt. Huset, som var gravet ca. 40 cm ned i den oprindelige overflade, er den ældste bebyggelse, som hidtil er fundet på Hvolris. Det er hjemmehørende i yngre stenalders enkeltgravstid og dateres til omkring 2600 f.Kr.

Anders gjorde sig senere mange tanker vedrørende den store stenkreds og det, som var foregået i og omkring den. Han havde altid interesseret sig for det berømte, britiske monument, Stonehenge, hvis stenkonstruktioner blev rejst på overgangen mellem stenalder og bronzealder. Og et billede af Stonehenge prydede den ene væg i hans lille stue. Kunne nogle af elementerne i Stonehenge have afspejlet sig i den meget yngre stenkreds på Skovbakken? Det mente Anders, og spekulationerne desangående fik nok ny næring under et uventet besøg på Hvolris i september 1963. De besøgende var knap 100 britiske arkæologer på rundrejse i Danmark. Viborg Stiftsmuseum var et af programpunkterne på turen, og ankommet hertil blev briterne vist rundt af Peter Seeberg. Han har uden tvivl også fortalt om de spændende fund på Hvolris og gjort det så godt, at briterne ændrede deres rejseprogram og besøgte Hvolris næste formiddag.

Blandt de britiske gæster var en absolut berømthed - nemlig den engelske arkæolog R.J.C. Atkinson, der var tidens førende Stonehenge-ekspert. Som den første siden 1926 havde han i 1950'erne udført ret omfattende udgravninger i det centrale område af det kendte monument, inde mellem de store sten. Ingen har i øvrigt siden gravet der. Atkinsons udgravninger gav nye, vigtige oplysninger om Stonehenge' bygningshistorie. Mest sensationel var hans påvisning af, at de såkaldte "blå sten" - de små sten i konstruktionen - på et tidligere tidspunkt havde været opstillet i en dobbeltkreds. Opstillingen blev dog aldrig fuldført. Hvorfor vides ikke. Den ufuldendte dobbeltkreds var den første stenkonstruktion på Stonehenge. Først senere kom de meget større "sarsensten" til.

Resultatet af sine undersøgelser fremlagde Atkinson i bogen Stonehenge, der udkom i 1956. Bogen, der stadig betragtes som hovedværket om det gamle monument, er velskrevet og spændende - krydret med klassiske, arkæologiske ræsonnementer. Værket blev aldrig oversat til dansk, så Anders, der ikke lærte engelsk i landsbyskolen, havde ikke mulighed for at læse det. Men han har helt sikkert kendt bogen og dens berømte forfatter. Og selvom han ikke rigtig havde mulighed for at følge med i snakken under briternes besøg, så har mødet med Atkinson uden tvivl været en stor oplevelse.

Som følge af blandt andet Atkinsons udgravninger øgedes interessen for Stonehenge nærmest eksplosivt i 1960'erne, og en række nye teorier om det gamle monument så dagens lys - fra de absolut fornuftige til de rablende gale. Omtrent midt i spektret placerede bogen Stonehenge Decoded sig. Den udkom i 1966 og var skrevet af astronomen Gerald Hawkins. Bogen blev omtalt i danske aviser, blandt andet i Viborg Stifts Folkeblad. Anders blev interesseret i de teorier, Hawkins bragte på bane. Han hævdede, at der i Stonehenge' design var indbygget en række astronomiske sigtelinier med relation til sol- og månehverv og påstod, at det gamle monument i virkeligheden havde fungeret som en slags "oldtidscomputer", hvormed man i oldtiden kunne forudsige måneformørkelser. Disse synspunkter var i klar modstrid med de gængse teorier, og i arkæologiens verden blev Hawkins' teorier af de fleste afvist som pseudovidenskab.

Anders blev så inspireret af disse teorier, at han afprøvede dem på den store stenkreds på Skovbakken. Han fandt tre astronomiske sigtelinier markeret af de fire store sten - A, B, C og D indeni kredsen. Linierne (se tegningen) tolkede han således: A-D angiver retningen nord-syd. A-B peger mod det punkt i horisonten, hvor solen står op ved sommersolhverv. B-C peger mod det punkt i horisonten, hvor solen går ned ved sommersolhverv.

Jeg har med et godt kompas efterprøvet Anders' sigtelinier, men bortset fra nord-syd orienteringen holder de ikke helt vand. Hvis vi indrager stenkredsens centrum X, så er det dog muligt at finde en ret præcis solhvervsorientering markeret af C og X. Stiller man sig bag stenen C, så vil man ved vintersolhverv den 21. december se solen stå op over kredsens centrum, der kan have været markeret af en sten eller en lav stolpe. Stiller man sig i kredsens centrum, vil man ved sommersolhverv den 21. juni se solen gå ned bag stenen C.

Hvorvidt stenkredsen på Skovbakken har rummet astronomiske sigtelinier eller ej, så kan det udmærket tænkes, at tidspunkterne for visse ceremonier og ritualer knyttede sig til bestemte astronomiske begivenheder: Den første fuldmåne efter sommersolhverv, solopgangen ved vintersolhverv osv. I forhistorisk tid brugte man "naturens kalender", og her har solens vandrende op- og nedgangspositioner i horisonten uden tvivl været brugt som indikatorer for, hvor man nu befandt sig i års-cyklen. Men der var mange andre indikatorer: Den første frost om efteråret, trækfuglenes tilbagevenden, en bestemt plantes blomstring osv. Også markante begivenheder i den årlige arbejdscyklus, f.eks. såning og høst, har ganske givet været omgærdet af kultisk festivitas. Det var blandt andet sådanne overvejelser, Anders gjorde sig vedrørende den store stenkreds og dens mulige rituelle funktion.

I 1968 udkom Hawkins' bog på dansk under titlen Stonehenge opklaret, og jeg er sikker på, at Anders begærligt har kastet sig over den. Den blev anmeldt i Politiken af P.V. Glob, som stillede sig mere positivt til bogen end mange af hans kolleger fra museumsverdenen. Glob opfordrede således arkæologerne til fremover af og til at løfte blikket fra jorden og overveje, hvilken rolle himmellegemerne havde spillet for fortidens mennesker. Nu var Glob i modsætning til de fleste fagarkæologer heller ikke bange for at lade fantasien spille, hvilket han da også af og til fik på puklen for. Det har dog nok ikke forstyrret hans nattesøvn synderligt.

Anders var i øvrigt overbevist om, at den hellighed og magi, jernalderbønderne havde forbundet med Skovbakken, fortsat hang ved stedet. Derfor hændte det ikke sjældent, at han tilbragte natten sovende på grønsværen indeni i den store stenkreds. Museets daværende sekretær, Tove Borre, der vidste, at han havde problemer med helbredet, prøvede flere gange på at få ham til at droppe de natlige seancer på Skovbakken, men det var Anders ikke til sinds. Han fandt dem lægende for både krop og sjæl og var sikker på, at de var med til at åbne hans sanser for det, som havde udspillet sig på Hvolris i forhistorisk tid."

"Mange fandt det særligt spændende, hvis de på Hvolris traf Anders i gang med en udgravning. Hvad gemmer der sig i jorden? Hvad vil der åbenbare sig, når det næste lag jord skrabes af? Det er fascinationen ved al arkæologi. Drømmen om den helt store opdagelse. For fagarkæologen kan det være drømmen om at finde svage aftegninger i jorden, som kan bekræfte en videnskabelig teori. For mere eventyrlige sjæle kan det dreje sig om at finde guld og sølv. Anders sammenlignede ofte en udgravning med en spændende bog, som måtte sprættes op side for side. De uopsprættede sider lå forude og lokkede med deres dulgte skatte.

Jeg mindes en bestemt lejlighed, hvor Anders siddende nede i udgravningen forsøgte at redegøre for det konstruktionsmæssige vedrørende den hustomt, han var ved at udgrave. Hans publikum var en håndfuld besøgende, som - sådan virkede det i hvert fald - for første gang oplevede arkæologien udført i praksis. De havde tydeligvis svært ved at se noget mønster aftegne sig i virvaret af stolpehuller og mørke trækulsaftegninger. Tålmodigt udpegede Anders med graveskeen de forskellige spor, der lå til grund for hans tolkning af huskonstruktionen. Tilhørerne var dog stadig langtfra med og fortsat forundrede over, at Anders udfra disse vage spor kunne danne sig en mening om et hus, som var blevet flammernes bytte for et par tusind år siden. Men det var tydeligt, at Anders nu for alvor havde fanget sine tilhørere. Godmodigt startede han forfra. Graveskeen vandrede på ny rundt i feltet og udpegede de spor, det var vigtigt at hæfte sig ved. Tilhørerne gjorde sig umage. Det var let at se. De strakte hals og spidsede ører. Jeg tror ikke, at en eneste af dem helt formåede at se sammenhængen mellem sporene i feltet og den huskonstruktion, Anders havde beskrevet. Det var bestemt ikke Anders' skyld. Han havde gjort, hvad han kunne. Selvom hans pædagogiske evner således ikke helt slog til ved den lejlighed, så er jeg sikker på, at hans tilhørere fik sig en oplevelse med hjem. De havde mødt en stor fortæller.

Der er heldigvis bevaret mange vidsnesbyrd om Anders og hans fortællegaver, blandt andet disse:

"Mødet med ham i færd med at grave romerske badebassiner ud på skråningen ned mod åen i Hvolris, var en fantastisk oplevelse, og noget man ikke glemmer. Selv om det lød utroligt med disse badebassiner i Hvolris, så havde de dog ligget der, når Anders sagde det."

"Allerede i levende live var han en mytisk figur. Utallige vil kunne huske ham fortælle varmt og inderligt om husene og menneskene, der havde befolket Hvolris-området, som han elskede og følte sig fast forankret i."

"I tusindvis af mennesker har følt sig besnæret af hans farverige fortælling om fortiden, af hans uforfalskede jyske mundart og hele personlighed."

"Enhver, der besøger ham, bliver hurtigt klar over, at han med glæde og ivrigt fortæller andre, hvad han har set og fundet ud af. Ja, han gør det på en sådan måde, at man ikke kan lade være med at 'spidse øren'. Et besøg hos Anders på Hvolris vil sent gå i glemmebogen for ikke at sige aldrig."

"Han er en herlig type, netop en af de typer, der kunne være hentet lige ud af en af Johannes V. Jensens fortællinger. Det er få, der er så heldige som Peter Seeberg at have en sådan mand til rådighed …"

"Anders Olesen viser omkring, udpeger, beskriver, fortaber sig i gisninger, går skønne linier i en sten eller i landskabet efter med sin pegefinger og lader kun ugerne andre få ordet, hvis han er midt i en væsentlig beskrivelse. Andres replikker er da også i en sådan sammenhæng indlysende overflødige. Han siger "a" om sig selv og "do" til den besøgende, så man erkender sig accepteret og hjemme, ikke en fremmed på stedet, men ganske i stedets, arbejdets, årtusindernes og Anders Olesens vold.""