© Rud Kjems

Artikel nr. 36.

Bornholms Museum bestilte i 1993 en serie luftfotos af højdedraget Rispebjerg, som ligger mellem Pedersker og Povlsker på Sydøstbornholm. Hensigten var at opspore oldtidsagre i området. Da museets medarbejdere senere studerede de leverede fotos, var det noget andet end oldtidsagre, der tiltrak sig opmærksomheden. Der var nemlig i de fotograferede kornmarker tydelige aftegninger af koncentriske kredse og andre interessante anlæg i et område omfattende ca. 10 hektar. I den sidste halvdel af 1990'erne foretog museet omfattende undersøgelser ved Rispebjerg, og det blev klart, at de interessante aftegninger på luftfotografierne var sporene af et stort ceremonielt center anlagt omkring 2800 f.Kr. - på overgangen mellem tragbægerkultur og dolktid. Anlæggets størrelse taget i betragtning, må det have været et center, som dækkede et større geografisk område. Her har folk fra nær og fjern på bestemte tider af året mødtes for at kommunikere med hinanden og med de højere magter, og en række for os desværre ukendte ceremonier og rituelle handlinger har udspillet sig. Det er i hvert fald, hvad arkæologerne antager, for noget sikkert svar på, hvad der foregik på Rispebjerg, vil for altid fortone sig i fortidens tusmørke.

Der kendes ikke andre anlæg af samme karakter og fra samme tid andetsteds i Danmark, men lignende centre har uden tvivl eksisteret rundt om i landet, og måske vil flere af dem snart blive opsporet - nu, da arkæologerne ved, hvad de skal lede efter. I tidligere faser af tragtbægerkulturen blev der opså opført ceremonielle centre herhjemme. De første to blev fundet i 1968 ved Sarup på Vestfyn. Det første var etableret omkring 3400 f.Kr. og det andet godt hundrede år senere. Sarup-anlæggene kan ligne befæstede pladser, men der er efter al sandsynlighed tale om "helligpladser", hvor folk fra et større område traf samme for i fællesskab at udføre religiøse ceremonier. Møderne har dog uden tvivl også haft en mere verslig betydning. Man har benyttet lejligheden til at indgå aftaler om territorier, jagt og fiskeri, man har foretaget byttehandler og aftalt giftermål osv. "Sarup-anlæg" blev senere en typebetegnelse, for da arkæologerne først havde fået færten, dukkede der nye Sarup-anlæg rundt om i Danmark. Så mon ikke også "Rispebjerg-anlæg" med tiden bliver en typebetegnelse?

HELLIGPLADSEN MELLEM SØERNE

Mainland er, som det fremgår af navnet, øgruppens hovedø - og arealmæssigt betydeligt større end de øvrige øer. Helligområdet finder vi på den vestlige del af Mainland indrammet af de to søer Loch of Stenness og Loch of Harray. Tæt ved søernes sydender løber søerne sammen, og de fleste af helligområdets anlæg er beliggende på de to næs, som er adskilt af det smalle sammenløb. Noget tyder på, at der ingen adskillelse var i oldtiden. I dag er de to næs forbundet med en lille bro. Helligområdet, som strækker sig ca. 3 km i øst-vestlig retning og ca. 3,5 km i nord-sydlig, er placeret på et ret lavtliggende terræn domineret af de to søer. I alle retninger på nær én rejser Mainland's smukke bakkeland sig i horisonten, så landskabet tager form af en stor skål. Kun mod sydvest er skålen åben, hvorved man får et fascinerende udkik til de øvre partier af den nærliggende ø Hoy's mørke småbjerge, der hæver sig omkring 500 meter over havet. De mørke bjergrygge giver associationer af et kæmpemæssigt, takket havuhyrer, som har indtaget havet syd for Mainland.

Billedet er taget lige udenfor jættestuen Maes Howe's indgang mod sydvest. I baggrunden rejser naboøen Hoy's mørke småbjerge sig. (Foto: © Clive Ruggles)

Vi kan kun gætte på, hvorfor dette skålformede landskab blev valgt som ramme om et ceremonielt center, der måske har været fælles for hele øgruppen, - men når man står i bunden af skålen blandt centrets vejrbidte ruiner, så fornemmer man klart, at det har været det helt rigtige valg: Den store skål, som åbner sig op mod himmelhvælvingens sol, måne og stjerner - skålens kanter, Mainland's bakkeland, der tegner en markant horisont det meste af vejen rundt - den takkede ryg af havuhyret mod syd - de to store flader af vand, søerne, som indrammer størsteparten af anlæggene. Jo, det må have været det helt rigtige sted at søge hen, når man ville nærme sig en forklaring på livets mysterier - de store spørgsmål vedrørende fødsel og død, skabelse og undergang, forgængelighed og evighed. Jo, dette var stedet, hvor man kunne få de højere magter i tale.

HELLIGPLADSENS MANGE ANLÆG

I modsætning til helligcentret Rispebjerg på Bornholm, hvor alle spor af fordums pragt nu dølger sig under plovjorden, så er der på Mainland bevaret så meget, at man umiddelbart fornemmer stedets betydning og prominens. Mens Rispebjerg vistnok kun har været i brug i et kortere tidsspand, måske 50-100 år, så har Mainland-centret været virksomt i omkring 1500 år. Det betyder ikke, at ritualerne og ceremonierne har været de samme gennem hele dette lange åremål. Gennem tiden er nyt kommet til og gammelt forsvundet, de højere magter har ændret statur og betydning, gravskikkene har forandret sig, men områdets helligstatus blev ikke anfægtet af de skiftende sæder og skikke. Helligområdet har uden tvivl rummet flere anlæg end de, der er kendt i dag. Her følger en kort beskrivelse af anlæggene - i kronologisk rækkefølge:

Bookan: En lille jættestue under en høj af sten. Dateringen er usikker, men jættestuen er sandsynligvis opført omkring 3500 f.Kr.

Ring of Bookan: Et såkaldt henge-anlæg bestående af et cirkulært område omkranset af vold og voldgrav. Det omkransede område på Ring of Bookan har en diameter på ca. 44 m. Hengen er ikke dateret, men den har sikkert været i brug omkring 3000 f.Kr..

Ring of Brodgar: Et af Europas smukkeste megalitanlæg placeret særdeles synligt i landskabet. Der er tale om et henge-anlæg. På det omkransede område har stået en kolossal stenkreds, ca. 103 m i diameter, bestående af 60 oprejste sten. Heraf har 36 sten overlevet, nogle af dem som stumper, men kredsen, hvor én af de overlevende sten rejser sig 4,20 m over grønsværen, er fortsat et imponerende skue. Hengen har to indgange, én mod nordvest og én mod sydøst, placeret diametralt overfor hinanden. Monumentet er ikke sikkert dateret, men det anslås, at det er bygget engang i perioden 2800-2500 f.Kr.

I en senere artikel vil de to enestående henger, Stones of Stenness og Ring of Brodgar, blive mere indgående behandlet.

BOEDE PRÆSTERNE LIGE I NÆRHEDEN?

Den britiske arkæolog Euan MaKkie har foreslået, at helligområdet på Mainland blev forvaltet af et professionelt præsteskab, som boede i megalithusene ved Skara Brae ude ved kysten en halv snes kilometer fra helligområdet. Skara Brae er en lille landsby bestående af knap en halv snes stenbyggede huse. Landsbyen var beboet i perioden 3200-2200 f.Kr. Husene er bygget tæt sammen i en klynge kun adskilt af snævre delvis overdækkede passager. Via disse passager står husene i forbindelse med hinanden, så beboerne var således ikke nødsaget til at begive sig udenfor klyngelandsbyen, når de gik på visit hos hinanden. Klyngebyggeriet kan have været dikteret af forsvarshensyn, men kan også have valgt formen for at skabe et lunt og trygt miljø, som selv vinterstormene ikke formåede at forstyrre. Det særlige ved Skara Brae er, at husene er bygget af sten og rummer indbo lavet af sten - f.eks. skabe og senge. Valget af sten som bygningsmateriale hænger sammen med, at træ altid har været en mangelvare på Orkney Øerne. Til gengæld finder man mange steder ved kysterne brugbart, frit tilgængeligt stenmateriale.

Skra Brae, landsbyen med stenhuse. Her kikker vi ned i et af husene. I baggrunden ses et reolagtigt skab bygget af sten, tilhøjre en stenbygget seng og over den et skab bygget ind i væggen, midt på gulvet ses det stenkransede ildsted. (Foto: © Rud Kjems)

Så det var måske ikke mærkeligt, at MacKie forestillede sig en så ekstraordinær landsby befolket med en gruppe særligt udvalgte. Men landsbyen har nok ikke været helt så ekstraordinær, som MacKie forestillede sig, for som nævnt var det manglen på træ, der fik orknierne til at vælge sten som byggemateriale. Andre steder i Europa byggede man huse af træ. De har sikkert i indretning ikke stået tilbage for husene ved Skara Brae, men var af et forgængeligt materiale, så der i dag kun er levnet arkæologerne hullerne af de stolper, som bar husene. Så alt tyder på, at Skara Brae's beboere har været ganske almindelige bønder, som for at klare til dagen og vejen også begav sig af med fiskeri og jagt.

De britiske arkæologer kunne ikke rigtig tilslutte sig MacKie's teori om, at et professionelt præsteskab havde taget sig af de forskellige religiøse ritualer og ceremonier. Man fandt, at det var lidt for avanceret i et primitivt bondesamfund. På den anden side måtte arkæologerne indrømme, at helt primitive har stenalderens orknier jo ikke kunnet være, når de var i stand til at opføre bygningsværker som Ring og Brodgar og Maes Howe. Og måske kommer et fund fra 1980'erne MacKie's teorier lidt i møde. Det blev gjort af arkæologen Colin Richards ved Barnhouse nogle få minutters gang fra Stones of Stenness og omfattede resterne af 15 huse fra forskellige faser af bopladsens historie. Kun en del af bopladsen er udgravet, så den kan godt omfatte mere end de 15 huse. I modsætning til Skara Brae var husene fritliggende, men ellers er der mange lighedspunkter. Husene var bygget af sten og bestod af et enkelt firkantet rum, 4-5 m på hver led, med senge af sten, indbyggede stenskabe og et ildsted i midten af gulvarealet. Udvendigt var husene polstret med en solid ydermur af græstørv, så beboerne har været godt beskyttet mod vejrliget. Husene har sikkert være forsynet med et tag af græstørv, som hvilede på underliggende tværbjælker. Det ligger fast, at bopladsen har været befolket samtidig med, at Stones of Stennness var i fuld funktion.

Stones of Stenness. Stenkredsen på hengen havde oprindelig 12 oprejse sten. Tilbage er der 4 samt en stump. Bag hengen glimter Loch of Stenness og ude i horisonten ses ryggen af havuhyret - de mørke småbjerge på naboøen Hoy.(Foto: © Rud Kjems)

Blandt husene var der to, som tydeligt skilte sig ud. Det ene kunne bedst beskrives som en dobbeltudgave af den gængse hustype, betydeligt større end de andre og håndværksmæssigt langt bedre bygget. Det var forsynet med seks bikamre. Modsat alle de andre huse, eksisterede dette hus i hele den periode, Barnhouse-bosættelsen eksisterede. Har det været her helligområdets præster boede? Eller har det været et fælleshus, hvor bopladsens indbyggere af og til samledes - datidens forsamlingshus? Spørgsmålene er mange - svarene kniber det mere med.

Det andet hus, som skilte sig ud, var af en helt særlig konstruktion. Det er bygget senere end "fælleshuset" og er næsten monumental i sin udformning med en 3 m tyk stenmur. Husets eneste rum, omtrent kvadratisk med en side på ca. 7 m, indeholdt et massivt stenbygget ildsted og et solidt stenskab. Huset var placeret på en cirkulær platform opbygget af gult ler omkranset af en kraftig stenmur. Indgangen til bygningen var orienteret mod nordvest - mod den del af horisonten, hvor solen går ned i dagene omkring sommersolhverv. Om en astronomisk orientering var tilsigtet eller ej lader sig ikke afgøre. Er det her MacKie's præster har holdt til, når de ikke forrettede deres pligter blandt anlæggene på helligområdet? Har der mellem de massive stenvægge foregået hemmelige religiøse møder for de indviede - møder, som havde en naturlig sammenhæng med forvaltningen af helligområdet? Har præsterne her lejlighedsvis samlet landsbyens voksne til gudstjenester? Har der i det hele taget eksisteret fuldtidspræster, eller var forvaltningen af helligområdet en pligt, som på omgang blev varetaget af bopladsens mænd ved siden af det daglige arbejde? Det kniber fortsat med svarene!

KILDER

• Ritchie, Anna: Prehistoric Orkney (1995)

• Ritchie, Anna og Graham: The Ancient Monuments of Orkney (1986)

• Renfrew, Colin (red.): The Prehistoric of Orkney (1985)

• Nielsen, Lise Lotte: Danmarks største offerplads (Berlingske Tidende d. 21. okt. 2000)

DE ANDRE ARTIKLER I SERIEN OM ORKNEY ØERNE: :

• CRANTIT-JÆTTESTUEN PÅ ORKNEY ØERNE

• JÆTTESTUEN MAES HOWE