© Jouni Tervalampi
Artikel nr. 56.
| Solen i stjernebilledet
Tvillingerne © Jouni Tervalampi Artikel nr. 56. |
| Jouni Tervalampi er fotograf og arbejder også med billedfortolkning. Han bor i Västerås i Sverige. POLLUX OG CASTOR Ved landsbyen Debel på Limfjordsøen Fur udgravede danske arkæologer i 1930 en gravhøj, som var 10-12 m i diameter og ca. 75 cm høj. Midt i højen fandt man en stenkiste. En af dens dæksten var overbroderet med helleristninger, mest skåltegn, både på over- og undersiden. Stenen, der omtrent dækkede en tredjedel af kisten, er 95 cm lang, 65 cm bred og 15 cm tyk. På stenens ene side er der udover skåltegn indhugget andre helleristninger - bl.a. to korstegn og flere aflange figurer. Endvidere ses en stiliseret samleje-scene og til venstre for den et 9,5 cm bredt og 6 cm dybt skåltegn. Tværs gennem samleje-scenen og det store skåltegn løber et indhugget bånd. Graven er dateret til ældre bronzealder, ca. 1800-1200 f. Kr. Det slog mig en dag, jeg sad og studerede et foto af Debel-stenen, at samleje-scenen, det store skåltegn og det bueformede bånd skildrede et himmel-scenarie - nemlig Solens vandring gennem stjernebilledet Tvillingerne. |
| Debel-stenens ene side med
Solen og dens bane samt
stjernebilledet Tvillingerne
indtegnet (© Jouni
Tervalampi)
|
|
| Udsnit af stjernehimlen.
Solens vandring gennem
stjernebillederne Krebsen og
Tvillingerne. Samme sceneri
som vist på Debel-stenen.
|
|
| På det berømte stjernekort fra Dendera-templet i Ægypten kan man genkende flere af de stjernebilleder, vi den dag i dag opererer med i Skandinavien. Man ser bl.a. en mand og en kvinde gå hånd i hånd. Det er stjernebilledet Tvillingerne. På tegningen af Dendera-kortet har jeg markeret Solens bane ved sommersolhverv år 30 e.Kr. Solens op- og nedgangspositioner ved solhvervene flytter sig ca. 1 grad i løbet af 72 år. Som det fremgår af Dendera-tegningen befandt Solen sig ved Pollux skulder ved sommersolhvervet år 30 e.Kr. I år (2003) vil Solen befinde sig ved Castors fødder ved sommersolhvervet, som det også fremgår af illustrationen. I årene 1800-1600 f.Kr. befandt Solen sig ved sommersolhverv i stjernebillederne Krebsen og Løven (25 graders forskydning = 1600 år). Det synes således klart, at Debel-stenens skildring af Solens position i stjernebilledet Tvillingerne markerer sommersolhvervet. |
| Det berømte stjernekort fra
Dendera-templet i Ægypten.
Med grønt er fremhævet
stjernebilledet Tvillingerne.
Med rødt er markeret otte
andre stjernebilleder:
Stenbukken, Fisken,
Vædderen, Tyren, Orion,
Krebsen, Løven, Jomfruen,
Vægten og Skorpionen. (©
Jouni Tervalampi)
|
|
| Debel-stenen er ikke den eneste sten, som markerer sommersolhvervet. I begyndelsen af 1900-tallet udgravedes en grav ved Linholm i Barva sogn, der ligger mellem Eskilstuna og Strängnäs i Sverige. I graven fandt man brændte ben, en ubrændt dyreknogle og noget slagger. Graven havde været markeret af en stående billedsten, 65 cm høj og 35 cm bred. På den ene side af stenen er der indhugget en sol anbragt på et stativ - og på den anden to sammenslyngede stavfigurer, hver forsynet med et hoved. Dog er kun det ene hoved bevaret, mens det andet er gået tabt ved en beskadigelse af stenen. De sammenslyngede figurer er en stiliseret samleje-scene, og figurernes hoveder er stjernerne Pollux og Castor. Hvis stenen havde været gennemsigtig, ville man kunne se solen på bagsiden stå lige midt i stjernebilledet Tvillingerne. I løbet af 576 år forskydes solens bane 8 grader i forhold til stjernebillederne, og i løbet af 504 år er forskydningen 7 grader. Hvis vi på Dendera-illustrationen tegner en linje 7-8 grader forskudt mod højre i forhold til "30 e.Kr.-linjen", så havner vi midt i stjernebilledet Tvillingerne! |
|
Lindholm-stenen, der oprindelig stod som markering af en grav (© Jouni Tervalampi)
|
|
| Det faktum, at billedsten med relation til solkult og frugtbarhed dukker op i nogle grave,
kan måske hænge sammen med, at de døde i disse grave har været shamaner,
kultpræster og præstinder - eller, i tilfældet Lindholm, måske en mandlig eller kvindelig
gode tilknyttet guden Ull. Stenen fra Debel har måske oprindelig stået et andet sted, før
den havnede i graven. At den endte her, kan hænge sammen med, at den døde havde
været nært knyttet til stenen. En solkult-præst eller præstinde? Der kendes flere andre
grave, som bærer præg af solkult og frugtbarhedsdyrkelse. I Danmark har den døde i
flere tilfælde fået en rund solskive af forgyldt bronze med i graven. Det gælder f.eks. en
grav fra Jægersborg Hegn på Sjælland. Ved Herslev, også på Sjælland, er der fundet
små solkors-amuletter lavet af ler, og fra Kolbäck i Västmanland i Sverige kendes det
samme motiv fra et bronze-hængesmykke og en amulet af sten. Sidstnævnte er dateret til
tiden omkring Kristi fødsel. På en svensk helleristning fra Panko i Irsta sogn, 10 km fra Västerås, ses en figur bestående af to koncentriske solringe med et skåltegn i midten - og et ben. Det er solguden, der vandrer over himmelhvælvningen. Ved Lunda, udenfor Strängnäs, har svenske arkæologer fundet to små, meget interessante genstande. Den ene er en 2 cm høj figur af guld forestillende "den hængende Odin" (http://www.raa.se/uv/lunda2002/v28_1.htm). Den anden er en 3 cm høj fremstilling af guden Ull med rejst fallos, unaturligt store hænder og forgyldt hoved. De store hænder griber om det bælte, Ull har om midjen. Guden Ull, som senere blev til guden Frej, var både sol- og himmelgud samt frugtbarhedsgud. Det forgyldte hoved illustrerer den stålende dagsol. Efter solnedgang forvandledes solguden til stjernebilledet Orion, og stjernebilledets vigtigste stjerner er de tre, der danner Orions bælte. Solguden Ull med den erigerede penis befrugtede gudinden Nerthus (Moder Jord) ved labyrinten ved forårsjævndøgn. DE TRE MISVÆKSTÅR Ved religionsskiftet i 542 droppes solsymboler og labyrinter til fordel for lunde og haller, og Freja og Frej afløste Nerthus- og Ullkulten. Dendrokronologiske undersøgelser fra Nordamerika, Storbritannien, Tyskland og Skandinavien viser, at træerne voksede meget dårligt år 536 og i årene 539-41 på grund af pludselig opståede kuldeperioder. Tre års misvækst medførte, at man ofrede det dyrebareste, man ejede, nemlig guldet. Flere store offerfund med guldsager har måske sammenhæng med misvækstårene 539-41: guldskattene fra Timboholm og Banhälla i Västergötland, Tureholmsskatten fra Södermanland og drikkehornene af guld fra Gallehus i Danmark. |
| Fundet af det korte guldhorn. Træsnit på titelbladet af J.R. Paullis afhandling om det korte guldhorn fra 1734 (fra S.A. Andersens "Guldhornene fra Gallehus", 1945)
|
|
| Beretningen om Ragnarok i Snorre Sturlassons edda har måske rod i virkelige
begivenheder - nemlig de tre kuldeår 539-41. Snorre beskriver Ragnarok således: Først
vil der komme en fimbulvinter, hvor det vil vælte ned med sne fra alle fire
verdenshjørner. Hård frost og bidende kolde vinde vil herske, og Solens varme har man
ikke længere gavn af. Fimbulvinteren vil strække sig over tre vintre uden somre ind
imellem. Men før fimbulvinteren indtræfferm, vil der rejse sig en voldsom uro og strid
over hele verden. Brødre vil dræbe hinanden på grund af griskhed. Manddrab og
frændedrab vil florere, og søn skåner ikke far, og far ikke søn. Hvad der fremkaldte de tre misvækstår, vides ikke, men nogle forskere mener, at en eksploderet vulkan eller en meteorit har slynget så meget materiale ud i atmosfæren, at Solen er blevet formørket. En syrisk krønike fortæller, at man i perioden 24. marts til 24. juni 536 knap nok kunne se Månen og Solen i Konstantinopel (vore dages Istanbul), og at vinteren dette år var lang og kold. Visse spor antyder, at man netop på dette tidspunkt ofrede en svea-konge i Gamla Uppsala for at formilde guderne. Skjalden Tjodulf fra Kvine har herom digtet: "Det hændte tidligere, at sværdbærerne farvede jorden med fyrstens blod, og landets hær bar blodige våben, da de forlod Domalde, som måtte dø for sveafolkets skyld -." Beretninger om de tre ulykkesår var således fortsat levende i den mundtlige fortælletradition 700 år efter, at begivenhederne fandt sted. Det er i denne sammenhæng interessant, at Snorre Sturlasson i Ynglingasagan netop omtaler tre sultår i sin beretning om sveakongen Domalde: "I hans dage blev der sult og nød. Da fik sveaerne iværksat det store blot i Uppasala. Den første høst blotede de med okser, men forholdene bedredes ikke. Den næste høst prøvede de med menneskeblod, men tingene ændrede sig nærmest til det værre. Men den tredje høst kom sveaerne mandstærkt til Uppsala for at blote. Høvdingene holdt rådslagninger, og de blev enige om, at misvæksten måtte skyldes Domalde, deres konge, og at de skulle tage ham og blote med ham for at få stoppet misvæksten. De måtte dræbe ham og farve offerbænken rød med hans blod, og det gjorde de." Interessant er det også, at det netop er i 500-tallet, vi finder de ældste afbildninger af den hængte Odin - Kymbofundet fra Västergötland og Odin-figuren fra Lunda udenfor Strängnäs. Måske følte man sig i ulykkesårene endog nødsaget til på symbolsk vis at ofre Odin - den største og vigtigste af guderne. |
| Domalde blotes: "Det
hændte tidligere, at
sværdbærerne farvede
jorden med fyrstens blod-."
|
|
| FREJ OG FREJA Fundene fra Sorte Muld på Bornholm viser tydeligt, at Odin-kulten på et tidspunkt forlades til fordel for dyrkelsen af Frej og Freja. Misvækstårene 539-41 medførte, at man bortkastede den gamle tro og skabte et nyt religiøst rum, hvor tvillingeguderne Frej og Freja blev de dominerende guder. Ved Sorte Muld har arkæologerne bl.a. fundet et sølvrør, som indeholdt 6 rørformede guldperler, 2 runde guldperler, 6 romerske guldmønter præget under kejser Valentinian III (425-55 e.Kr.) og 5 guldbrakteater. På tre af brakteaterne gengives scenen, hvor den blinde Höder skyder en pil mod Balder, mens den kvindeklædte Loke ser til. På de resterende to brakteater ser man Odin blæse liv i en hest. Fundet afslører, at man har ofret det dyrebareste, man ejede - nemlig de gamle gudssymboler i rent guld. Efter 541 begyndte man i det skandinaviske område at fremstille guldblikpar - mand og kvinde er det mest yndede motiv. En gud og en gudinde? Frej og Freja? Frej og Gerd? Eller Frej og Od? Inspirationen til guldblikparrene, hvor en mand og kvinde kysser og omfavner hinanden, kan netop være stjernebilledet Tvillingerne. Sorte Muld er i øvrigt det sted i Skandinavien, hvor der er fundet flest af disse guldblik-arbejder - i alt ca. 2300 stk. |
| Guldblikpar fra Borg i
Norge. Figurerne er måske
Pollux og Castor fra
Stjernebilledet Tvillingerne.
(© Jouni Tervalampi)
|
|
KILDER
|
| KIK I ARKIVET! | Der er sikkert én eller anden af de gamle artikler, som vil interessere dig. Så KIK I
ARKIVET! |
 |
|
