© Rud Kjems

Artikel nr. 45.

I 1997 eller 1998 - det nøjagtige årstal kendes ikke - gjorde lyssky skattejægere deres livs fund ved Nebra i den tyske delstat Sachsen-Anhalt. Om det skete en blæsende efterårsdag eller en stille, lun aften i den gryende sommer, vides ikke, men under alle omstændigheder afdækkede de illegale udgravere et vidunderligt fund fra den ældre bronzealder. Blandt de fremdragne bronzegenstande skilte én sig klart ud - en tynd bronzeskive, som på den ene side bar en guldprydet afbildning af nattehimlen. Skattejægerne - om der var tale om én eller flere vides ikke - har uden tvivl med det samme været klar over, at bronzeskiven var noget helt særligt. Heldigvis var de ikke grebet af sygelig samlermani, for så var genstandene nok endt i deres private samlinger - ude af sigte for arkæologer og andet godtfolk. Nej, lykkeligvis var skurkene af den slags, der gerne ville score kassen, og rygter blev sat i omløb for at tiltrække købere.

Museumsverdenen fik nys om sagen i efteråret 1999, hvor mellemmænd forsøgte at afsætte skatten til et berlinsk museum. Forhandlingerne foregik på et værtshus, hvor der blev vist fotos af genstandene. Nærmere oplysninger om fundstedet lykkedes det ikke at lokke ud af mellemmændene, som blot fortalte, at skatten var fundet i en stenkiste for foden af en gammel vold. Fundstedet kendes fortsat ikke. Selvom museumsfolkene var helt på det rene med fundets sensationelle karakter, måtte de sige nej til tilbuddet. Som i Danmark tilhører alle jordfundne oldsager staten, i dette tilfælde delstaten Sachsen-Anhalt, og museet kunne selvfølgelig ikke involvere sig i en handel, der omfattede tyvegods. Senere samme år og med samme negative resultat søgtes skatten afsat til et museum i München.

EN SPEGET AFFÆRE MED LYKKELIG UDGANG

Det var med bævende hjerter, museumsfolkene gav slip på skatten og kappede båndet til skurkene. Tiden gik, og panikken bredte sig blandt de tyske arkæologer, som frygtede, at fundet var på vej til udlandet, hvor det sandsynligvis ville blive spredt for alle vinde - opkøbt af samlere, som ikke betænker sig på at betale godt for illegale varer.

I foråret 2001 fik museumsverdenen under hånden den beroligende melding, at skatten fortsat befandt sig i Tyskland, og at den stadig var intakt. Nu blev der iværksat en redningsaktion. En gruppe bestående af repræsentanter for delstatens regering og museumsforvaltning blev dannet. Gruppen besluttede at søge kontakt med de illegale ejere. Hvis det lykkedes, ville man på skrømt indlede forhandlinger om køb af skatten. På dette tidspunkt havde Nebra-fundet skiftet ejere flere gange, og skatten skal efter sigende have været handlet til meget store beløb.

Det lykkedes at skabe kontakt. Ejerne af skatten forlangte - for at undgå problemer med den tyske lovgivning - at forhandlingerne og en eventuel overdragelse skulle finde sted i Schweiz. Den tyske redningsgruppe allierede sig med det schweiziske politi, som skulle stå parat i kulissen - rede til i det rette øjeblik at gribe ind og lægge hånd på skurkene og deres illegale gods. Dato og tidspunkt for mødet blev aftalt, men mødestedet blev i timerne op til mødet ændret flere gange. Skurkene har ganske givet haft en mistanke om, at ordensmagten havde fået nys om sagen. Forsøget på at spille kispus med politiet mislykkedes, og såvel de illegale handlere som Nebra-skatten endte i det schweiziske politis varetægt. Skatten blev senere overdraget til Sacksen-Anhalts myndigheder. Redningsaktionen var lykkedes!

Meddelelse om det sensationelle fund og den succesrige redningsaktion blev givet offentligheden på en pressekonference den 28. februar 2002 i Landeskriminalamt Magdeburg, hvor bl.a. delstatens indenrigsminister, kultusminister og ledende arkæolog stillede sig til rådighed for den spørgelystne presse. De følgende dage blev nyheden omtalt i medierne verden over. I begyndelsen af marts overførtes fundet til Landesmuseum für Vorgeschichte i Halle, hvor man for at imødekomme offentlighedens store interesse udstillede det i perioden 14. - 28. april. Udstillingen blev selvfølgelig et tilløbsstykke.

HVAD FUNDET OMFATTEDE

Det ser altså heldigvis ud til, at samtlige genstande, som på ulovlig vis blev hentet op fra stenkisten, er i behold. Som nævnt er det desværre ikke lykkedes at lokalisere fundstedet, så arkæologerne må arbejde videre med fundet uden de vitale oplysninger, som en undersøgelse af stenkisten og dens omgivelser uden tvivl ville bringe. De mere eller mindre pålidelige oplysninger om, at skatten blev fundet i en stenkiste, indikerer, at der er tale om et gravfund. Der kan dog også være tale om en depotnedlæggelse i ufredstider eller en offernedlæggelse tilegnet guderne. Såfremt det lykkes at finde fundstedet, vil dette spørgsmål nok kunne afgøres.

Fundet, som arkæologerne daterer til omkring 1600 f.Kr., består af følgende dele: en dekoreret, guldprydet bronzeskive, to bronzesværd med guldindlægninger, to bronzeøkser, en bronzemejsel og et antal armringe lige ledes af bronze. Der er således tale om et særdeles rigt fund, hvilket ikke er noget særsyn på disse kanter. Fra samme egn kendes nemlig to meget veludstyrede fyrstegrave fra samme periode. Egnen har været velstående i bronzealderen - dels på grund af den frodige landbrugsjord, og dels takket være lokale forekomster af salt og malm, der begge har været indbringende handelsvarer.

De to guldsmykkede sværd er pragteksemplarer, som ville pryde ethvert museums bronzealderafdeling, men enestående er de ikke, da lignende sværd er fundet andre steder. Det er naturligvis bronzeskiven, som især har begejstret de tyske arkæologer og fået dem til at bruge store ord som verdensklasse og århundredets fund. Bronzeskiven er da også noget helt særligt. Den har intet sidestykke i det store fundmateriale fra den nordeuropæiske bronzealder.

Skiven har en diameter på 31 cm og er ca. 2 mm tyk. Vægten er 2,1 kg. Den er noget beskadiget og slidt. Især randen er meget medtaget, og et lille stykke af den mangler helt. Skaderne kan være rituelt betingede - altså udført med fortsæt i forbindelsen med nedlæggelsen. Sådanne skader kendes fra mange andre fund. Hele randen rundt er der indhugget huller. Det er en senere tilføjelse, hvilket ses af, at hullerne perforerer nogle af figurerne på skiven. Slidsporene på skiven antyder, at den har været i brug over en meget lang periode. Også skattejægerne har efterladt sig spor på skiven, hvilket uden tvivl hænger sammen med deres rengøring af den. Der er heldigvis tale om ubetydelige småridser.

Rent håndværksmæssigt er skiven ikke noget særligt. Udførelsen af den når slet ikke de højder, som kendes fra mange andre af periodens bronzearbejder. Det er afbildningen af nattehimlen på den ene side af skiven, der er sensationen - den er nemlig den ældst kendte fremstilling af himmelhvælvet - ældre end de billeder af nattehimlen, som kan ses i nogle af de faraoniske grave i Kongernes Dal i Ægypten.

BRONZEALDERENS NATTEHIMMEL

På bronzeskiven ses knap 30 stjerner, hvoraf de syv er samlet i en hob, der af de tyske arkæologer tolkes som stjernebilledet Plejaderne - også kaldet Syvstjernen. Derudover optræder den tiltagende eller aftagende månes velkendte segl og fuldmånen (eller solen?), hvor et stykke af bladguldet mangler. Endelig ses to krumme figurer. Den mest krumme er måske et skib, som sejler hen over himlen. Den anden krumme figur, hvis krumning følger randen, skal muligvis opfattes som horisonten, hvorover nattehimlen hvælver sig.

Sole og skibe er velkendte symboler i bronzealderens frodige billedverden, som er overleveret os i form af helleristninger og indpunsledede billeder på bronzegenstande, f.eks. Rageknive. Men også skulturelle gengivelser kendes. Mest berømt er Solvognen, hvor solen trækkes af en hest. Samme motiv kendes fra helleristninger og indpunslede billeder. Men også skibet og solen er kædet sammen på mange bronzealderbilleder, hvor man ser solen blive transporteret ombord på skibet. Inspireret af disse fascinerende billeder har arkæologen Flemming Kaul givet sit bud på, hvilke forestillinger bronzealdermennesket gjorde sig vedrørende solens daglige cyklus, hvor den skiftevis trækkes af hesten og sejles på skibet - om dagen strålende på sin himmelbue og om natten usynlig på rejsen gennem underverdenen.

Amatørforskere, bl.a. forfatteren Michael Larsen, har gennem snart mange år peget på, at grupper af helleristninger måske skal opfattes som afbildninger af himmellegemer. Arkæologerne har sagt god for, at hjulkorset kan opfattes som et solsymbol, men det er slet ikke utænkeligt, at nogle af de andre billeder - skibe, dyrefigurer, mennesker mm. - kan være afbildninger af datidens stjernebilleder - eller at grupper af skåltegn kan opfattes som gengivelser af stjernehimlen. Forestiller man sig nu, at bronzealderens mennesker ligefrem har givet sig af med at fremstille og indhugge præcise astronomiske kort, så er man nok gået forkert i byen. Datidens kloge hoveder var ikke astronomer, men de har interesseret sig for himmellegemernes vandringer og for de særlige astronomiske begivenheder, fordi der i disse lå indbygget meddelelser fra guderne - varsler om både godt og ondt. Derudover har interessen for himmelfænomenerne selvfølgelig også haft praktiske formål. Kendskabet til himlen kunne lede en på vej, når man færdedes i ukendte egne, og mønstrene på himlen var datidens kalenderblade.

Der er nok ingen tvivl om, at bronzealderens rige billedflor først og fremmest skal opfattes som rituelt - det er rituelle scenarier og ikke hverdagssituationer, som skildres, hvilket selvfølgelig ikke udelukker, at en ret naturtro gengivelse af stjernehimlen kan indgå i sådanne scenarier. Nattehimlen på Nebra-skiven skal heller ikke opfattes som en eksakt astronomisk aftegning. Dels optræder der to måner, hvor den ene muligvis er en sol, og dels sejler et skib hen over himlen. Det udelukker som sagt ikke, at placeringen af stjernerne på skiven kan være en ret naturtro gengivelse af datidens nattehimmel, og det er da også et af de spor, som de tyske arkæologer vil følge i deres omfattende undersøgelser. Bronzeskiven må opfattes som en kultisk genstand, der har været trukket frem af gemmerne ved religiøse fester og ceremonier. Hvordan den er indgået i disse forbliver gætterier.

Det sidste årti har der i den arkæologiske verden været en spirende interesse for arkæoastronomi, som jo beskæftiger sig med astronomiens betydning i oldtiden. Nebra-skiven vil uden tvivl styrke denne tendens. Det skal indrømmes, at arkæoastronomi er et vanskeligt forskningsområde, fordi sporene af fortidens astronomi er vage og usikre, men det retfærdiggør ikke, at så mange arkæologer hidtil har ignoreret området. Himmelskiven fra Nebra kan måske vende udviklingen! Tegn i sol og måne synes at antyde det!

Kilde: http://www.archlsa.de/sterne/