Stonehenge 9: Den genstridige sarsensten

© Rud Kjems

Artikel nr. 51.

Redaktør og ansvarshavende: Rud Kjems.

rudkjems@gmail.com

I den forrige artikel i serien om Stonehenge berettes der om den heroiske transport af de store sarsensten fra Avebury til Stonehenge. Denne gang gælder det tilhugningen af stenene. Det må i den forbindelse huskes, at et af Stonehenge's helt særegne træk er de omhyggeligt tilhuggede sten, som ikke kendes fra andre af forhistoriens megalitanlæg. Desværre er perioden, hvor sarsenstenene blev transporteret, tilhugget og rejst, ikke sikkert dateret, men de britiske arkæologer anslår, at det har været omkring 2300 f.Kr. Links til de tidligere artikler findes nederst.

STONEHENGE'S SKÆRVELAG

I årene 1919-26 foretog William Hawley omfattende udgravninger på Stonehenge. Ingen har hverken før eller siden foretaget så store undersøgelser af det gamle monument. Meningerne om Hawley's indsats er delte. R.J.C. Atkinson, som selv foretog flere udgravninger på Stonehenge i 1950'erne og -60'erne, karakteriserede Hawley som en omhyggelig udgraver, men kritiserede hans manglende evne til at sammenfatte sine iagttagelser i brugbare hypoteser. Et andet billede tegnes af Mike Pitts. Han er den eneste nulevende arkæolog, der har gravet både på Stonehenge og på Avebury-monumentet. Således undersøgte han i årene 1979-80 Stonehenge-avenuen tæt ved The Heel Stone og afslørede, at en hidtil ukendt sten (nr. 97) engang havde stået side om side med den på avenuen. Pitts roser Hawley's arbejde, der set på baggrund af svære arbejdsvilkår og en anden tids opfattelse af arkæologien absolut gav pæne resultater.

Overalt, hvor han gravede, fandt Hawley lige under grønsværen et solidt skærvelag af blå sten og sarsensten mm. Han kaldte laget the Stonehenge layer og tolkede det naturligt nok som hidhørende især fra tilhugningen af stenene, før de blev rejst på monumentet. Med hensyn til de betydeligt mindre blå sten er det mest sandsynligt, at de blev fragtet ubearbejdede til Stonehenge og tilhugget her. Som nævnt i sidste måneds artikel blev sarsenstenene efter alt at dømme lettere tilhugget på findestedet, mens den endelige tilhugning foregik på eller ved Stonehenge. I skærvelaget er der flere fragmenter af blå sten end af sarsen, hvilket støtter idéen om, at hele arbejdet med at tilhugge de blå sten fandt sted her, mens sarsenstenene ved ankomsten allerede var tilhugget i grove træk. Det skal indskydes, at kun et mindre antal af de blå sten er tilhuggede.

Men skærvelagets oprindelse er dog langt fra klarlagt, og skærvelaget er faktisk et af de vedvarende stridspunkter i forbindelse med Stonehenge. Såfremt laget virkelig var et spildprodukt i forbindelse med stenenes tilhugning, så ville man forvente at finde ophobninger af skærver rundt om på monumentet, hvor de enkelte sten i sin tid blev bearbejdet. Det er ikke tilfældet. Laget strækker sig nogenlunde ensartet i tykkelse over hele anlægget - fra centrum og helt ud forbi vold og voldgrav. Skærverne er gennemgående ret små, og selv om de kan tælles i titusindvis, så er den samlede masse mindre en massen af en af sarsenstenene. Fraværet af ophobninger kan selvfølgelig hænge sammen med, at man efter rejsningen af stenene fordelte skærverne jævnt over hele monumentet, men så er det ejendommeligt, at laget fortsætter ud over vold og voldgrav. Endnu en uløst gåde knytter sig til skærvelaget - nemlig tilstedeværelsen af et forbløffende stort antal flintstykker. Hvor er de kommet fra - og hvornår?

Et postkort fra 1950'erne med Stonehenge som motiv. I forgrunden til venstre. ses nogle af de blå sten, midt i billedet to af sarsenhesteskoens vældige trilithons og bagest sarsenkredsen.

 

Atkinson hælder mest til, at mange af skærverne har sammenhæng med målbevidst ødelæggelse. Han nævner, at romerne kan have ødelagt dele af monumentet, fordi det spillede en symbolsk rolle i den oprindelige befolknings kamp mod besættelsesmagten. Han peger også på, at nogle af ødelæggelserne kan have fundet sted i middelalderen - sat i værk af den tidlige kristne kirke. Der er rundt om i Europa flere eksempler på, at kirken tilintetgjorde hedenske helligdomme. Endelig mener Atkinson, at en betydelig del af skærvelaget kan hidhøre fra 1700-årene, hvor det hørte med til et besøg på Stonehenge, at man med en medbragt hammer sikrede sig en stump af stenene som souvenir. Denne vandalisme var så almindeligt forekommende, at borgerne i den nærliggende landsby, Amesbury, udlejede hamre til de besøgende. Mere overtroiske sjæle har nok sikret sig en stump af stenene på grund af deres helsebringende egenskaber. Forestillingen herom har rødder langt tilbage i middelalderen, og det var f.eks. en almindelig udbredt opfattelse, at vand, som havde været i forbindelse med stenene, kunne læge sår.

Souvenir-jæger i gang med hammer og mejsel. Det er tragisk at tænke på de omfattende ødelæggelser, denne dille har afstedkommet. Graveringen er sandsynligvis fra 1700-tallet.

 

Det omtvistede skærvelags herkomst er fortsat et af de mange uløste spørgsmål vedrørende det gamle anlæg.

TILHUGNINGEN AF SARSENSTENENE

Mange af Stonehenge's sarsensten har fra naturens hånd været udstyret med to parallelle, nogenlunde plane bredsider, som oprindelig var henholdsvis undersiden og oversiden af det sandstenslag, de stammer fra. Andre af sarsenstenene stammer fra tykkere lag og har kun haft en pæn"medfødt" bredside, hidhørende fra over- eller undersiden af laget. Sådanne sten har krævet en del mere bearbejdning. De fleste af Stonehenge's sarsensten er formet af blokke, der fra naturens hånd var aflange, uregelmæssige stenplanker, som især har skullet reduceres i bredden for at passe til de mål, bygherrerne havde opstillet, men også i længden har mange af stenene skulle reduceres - først og fremmest overliggerne, der er betydelig kortere end de oprejste sten. Som nævnt foregik den første grove bearbejdning sikkert, hvor stenen var fundet. Der vides intet om, hvordan den i praksis fandt sted. Selvom sarsen er en uhørt hård stenart, så er den ikke så vanskelig at kløve i rette vinkler i forhold til stenens naturlige længderetning. Nogle gange har man måske udnyttet naturlige revner i stenen og drevet trækiler i disse og pøset rigeligt med vand på. Herved har kilerne udvidet sig og kløvet stenen. Fra nyere tid kendes beretninger om sarsensten, som blev kløvet ved hjælp af ild. Man arrangerede ved hjælp af klude gennemvædet med en brændbar væske en stribe af ild på den linie, kløvningen skulle følge. Når stenen var godt varm, hældtes der vand på, og umiddelbart efter - på et givet signal - blev der på samme tid, på begge sider af kløvelinien, slået store, tunge hamre ned i stenen, som kløvedes. Stonehenge bygherrer kan udmærket have brugt denne metode.

Det er tænkeligt, at arbejdet med at forme sarsenstenene på og ved Stonehenge allerede startede, før alle stenene var ankommet. Arbejdet foregik, inden stenene blev rejst, hvilket bl.a. ses af, at der på flere af stenene er fundet bearbejdede partier under jordoverfladen. Enhver med bare lidt håndværksmæssig erfaring ved da også, at arbejde på horisontale flader er betydeligt nemmere end på vertikale. Nemt har det dog ikke være at give de genstridige sarsensten den sidste finish. Sarsen er den hårdeste stenart i Storbritannien, og forsøg har vist, at det sammenlignet med granit tager dobbelt så lang tid eller mere at borthugge en given mængde stenmasse. Kun moderne stålværktøj bider på sarsen - alle andre metaller kommer til kort. Derfor vil mange nok finde det gådefuldt, at de forhistoriske stenhuggere, som ikke rådede over stålværktøj, evnede at bearbejde stenene. Der gemmer sig dog ingen gåder eller mystik her, for arkæologerne har fundet det værktøj, de gamle stenhuggere benyttede - nemlig naturligt forekommende, mere eller mindre runde kampesten af sarsen, - de mindste på størrelse med tennisbolde og de største af fodboldstørrelse med en vægt på op til 27 kg. Disse stenhamre har arkæologerne fundet mange af i de huller, hvori sarsenstenene blev rejst. Da tilhugningen var overstået, blev stenhamrene overflødige og kunne bruges som fyld eller stabiliserings-materiale i stenhullerne. Lignende hamre blev i øvrigt brugt af de gamle ægyptere - f.eks. ved udhugningen af den enorme, ufuldendte Aswan-obelisk.

Et udvalg af de sarsen-stenhamre , der blev brugt ved det enerverende tilhugningsarbejde.

 

Det tidskrævende arbejde med at finbearbejde stenene blev aldrig gjort færdigt. Kun et par af sarsenstenene synes færdigbehandlede, mens de øvrige fremstår i mere eller mindre bearbejdet tilstand. Måske har det aldrig været meningen, at alle stenene skulle have den sidste finish. Under alle omstændigheder har arkæologerne nydt godt af, at stenene fremstår i mere eller mindre bearbejdet form, for det har gjort det muligt at udskille de forskellige faser i bearbejdningen. Atkinson opererer med fem sådanne faser:
  1. Indledningsvis blev der indhugget lange parallelle furer i stenenes længeretning. Furerne var som regel omkring 20 cm brede og 5-8 cm dybe.
  2. Næste opgave var at borthugge ryggene, der stod tilbage. Her har man brugt de mere tunge stenhamre og bearbejdet ryggene fra siden. Herved blev der slået hele skærver af, og det var faktisk det eneste moment i tilhugningsprocessen, hvor der fremkom skærver. Ved alle de øvrige processer produceredes der udelukkende sand og støv. Det er ganske givet en af forklaringerne på de få sarsenskærver i skærvelaget.
  3. Nu blev fremgangsmåden i punkt 1 og 2 gentaget, men i mindre skala. De indhuggede furer var betydelig kortere og blot ca. 5 cm brede og godt ½ cm dybe.
  4. Ved hjælp af langvarig bearbejdning af stenhamrene blev nu alle spor af furer og rygge fjernet, så der fremkom en plan overflade med en struktur som huden på en appelsin. Den besøgende vil kun finde ganske få eksempler på en sådan overflade, men det hænger sammen med, at vejrliget gennem århundrederne har slidt hårdt på stenene. Under jordoverfladen er erosionen mere beskeden, og her har arkæologerne ofte fundet partier med "appelsinhud".
  5. Sidste led i bearbejdningen var en polering af stenene. Den foregik nok ved hjælp af en tung slibesten af sarsen, som måske ved hjælp af reb blev trukket frem og tilbage over stenen, der skulle poleres. Som slibemiddel har måske været benyttet knust flint opblandet i vand. Det ville give noget af forklaringen på den megen flint i skærvelaget. I dag ses kun slebne partier på nogle af de oprejste stens indersider. Størsteparten af de polerede overflader har erosionen gjort kål på.

En af Stonehenge faldne kæmper med tydelige tilhugningsspor. I stenens længderetning ses rygge og furer fra den indledende bearbejdningsfase. På tværs af stenen ses de langt mindre rygge og furer fra den næste fase i arbejdet.

 

Det er et gennemført princip, at sarsenstenene vender den pæneste, mest bearbejdede side indad - ind mod monumentets midte. Var det her, man kom tættest på guderne? Og her, hvor de indviede gennemførte de nødvendige ritualer og ceremenier? De to stående sten (nr. 55 og 56 - 55 ligger i dag omstyrtet) i den centrale trilithon er som de eneste i anlægget smukt bearbejdet på både yder- og inderside. Det er næppe nogen tilfældighed. De to sten er de største på Stonehenge med en vægt hver især på omkring 45 tons, og den store trilithon har så afgjort været det mest prominente element på helligdommen. Atkinson forestillede sig, at de vigtigste ritualer måske fandt sted udenfor hesteskoen - lige bag den store trilithon.

Hvor lang tid har tilhugningen af stenene taget? To år eller måske fem? Det er umuligt at sige, og det har været helt afhængigt af de menneskelige ressourcer, som løbende var til rådighed. Stenkredseksperten Aubrey Burl har skrevet følgende om det enerverende arbejde:

"Det var trættende, det var kedeligt, og det må have føltes uendeligt. Forsøg har vist, at stenhuggere i løbet af en times uophørligt arbejde kun formår at borthugge knap 100 cm³ af stenen - i form af sand og støv. Hvis der i gennemsnit er fjernet de yderste 5 cm af overfladen på sarsenkredsens sten (længde (over jorden): 4,1 m, bredde: 2,1 m, tykkelse: 1,1 m), så vil arbejdet med den ene bredside af en af stenene lægge beslag på 378 mande-timer. Lad os antage, at otte mand har arbejdet 10 timer dagligt på at tilhugge den pågældende sten, så ville de have knoklet i fire eller fem dage, fra morgen til aften, før de kunne vende stenen og tage fat på den anden side. Så kom slibningen, først på den ene, så på den anden side, og først efter fjorten dages uophørligt slid og ømme muskler var stenen færdigbearbejdet." (Aubrey Burl: The Stonehenge People, 1987, s.178)

Og så ventede der yderligere 29 stående sten fra sarsenkredsen samt de 30 tilhørende overliggere - og desforuden de 10 kæmper i sarsenhesteskoen og deres 5 overliggere.

Allerede i forhistorisk tid kollapsede den centrale trilithon i sarsenhesteskoen. Til højre ses dens overligger og til venstre den ene af de bærende sten (nr. 55). Dens makker (nr. 56) står fortsat. Under de omstyrtede sten ses overfladen af den væltede altersten, som nu ligger dybt forankret i jorden. (Foto: © Clive Ruggles)

EKSPERTER I STEN OG TRÆ

Mike Pitts gør i sin bog Hengeworld med rette opmærksom på, at der såmænd ingen grund er til at falde i svime over den fortrolighed med sten, som Stonehenge's bygherrer lagde for dagen. Sten og træ var i flere hundredtusinder år menneskets vigtigste nyttematerialer. Millioner af fundne stenredskaber røber vore forfædres intime kendskab til stenen og dens væsen, og i tusindvis af heldigt bevarede trægenstande fortæller, at de selvfølgelig også mestrede dette materiale. Jo, vore forfædre har så sandelig forstået sig på sten og træ og haft et forhold til de to materialer, som vi i dag slet ikke fatter dybden af. Selv den hårde sarsensten var bønderne på Salisbury Plain fortrolige med, da man på egnen allerede mange generationer tilbage havde fremstillet skubbekværne af sarsen. De har både vidst, hvordan man kløvede stenen, og hvordan man møjsommeligt finhuggede den.

Når man betragter sarsenkonstruktionen på Stonehenge, så er der tre ting, der umiddelbart falder i øjnene: stenenes kolossale størrelse, de enkelte elementers ensartede uniformering samt dens påfaldende lighed med en tømmerkonstruktion. En bygning af træ opført i sten. Det er det storslåede, det dristige ved Stonehenge. Tømmerkonstruktioner opført på helligpladser var almindeligt forekommende i datiden og havde da også prydet Stonehenge, før stenene kom til. Måske endda med overliggere. Træbygninger i det fri har en begrænset levetid. Efter et par generationer er forfaldet stærkt på vej, og siden vidner kun stolpehullerne om de stolte konstruktioner, som rejste sig her og der i fjerne tider. Det var måske denne erfaring, der fik Stonehenge's bygherrer til at vælge sten - og bygge for evigheden.

Inspirationen fra tømrerhåndværket ses i den ensartede uniformering, der præger monumentets forskellige sarsenelementer, men tydeligst fremgår den af den måde, hvorpå overliggerne er hægtet sammen indbyrdes og anbragt i stabilt leje på toppen af de stående sarsensten. De 30 stående sten i sarsenkredsen blev alle på toppen forsynet med to tappe og kredsens 30 overliggere med hver to taphuller. Den enkelte overligger blev placeret, så den rakte fra en af de stående sten over til den næste, og når overliggerens taphuller først var sænket ned over tappene på de oprejste sten, var de tre elementer bundet sammen i en indbyrdes stabilitet, som for nogle af stenenes vedkommende stadig vedvarer. Også sideværts blev overliggerne stabiliseret. I hver overligger blev der midt på den ene endeflade indhugget en vertikalt løbende fure - og på den anden endeflade ved borthugning skabt en fremstående, vertikalt løbende, ryg. Den enkelte overligger kunne herefter hæftes sammen med sine naboer på samme måde som brikker i et puslespil.

Skitse der viser, hvordan sarsenskredsens stående sten og overliggere var sammenføjet med tydelig inspiration fra trækonstruktioner. Det er bl.a. takket være disse finesser, at den gamle helligdom har trodset naturens og menneskers hærgen.

Når alle overliggere var kommet på plads, har de dannet en sammenhængende ring hele kredsen rundt. Da de fem trilithons var fritstående, har overliggerne ikke været forsynet med puslespil-finessen. De 10 bærende sten i de fem trilithons var nødvendigvis alle kun forsynet med en tap, mens de fem overliggere akkurat som kredsens overliggere havde to taphuller.

Arbejdet med at frembringe alle disse tappe, taphuller, furer og rygge har krævet sit. Tappene fremkom jo ved, at den omgivende stenmasse blev borthugget, og beregninger viser, at der ved frembringelsen af tappen på en af de stående trilithon-sten har måttet afhugges over 49000 cm³ stenmasse, hvilket har holdt to stenhuggere travlt beskæftigede fra morgen til aften i en måneds tid.

I den næste artikel i serien gælder det rejsningen af de store sten!

Parti af sarsenkredsen. Det ses her tydeligt, at vind og vejr har slidt på de gamle sten. Imponerende at de har formået at holde sig oprejst i over 4000 år! (Foto: © Clive Ruggles)

 

KILDER
  • Atkinson, R.J.C.: Stonehenge (1956)
  • Burl, Aubrey: The Stonehenge People (1987)
  • Pitts, Mike: Hengeworld (2001)
  • Stone, E. Herbert: The Stones of Stonehenge (1924)

TIDLIGERE ARTIKLER I STONEHENGE-SERIEN

STONEHENGE 1: STONEHENGE ANNO 1999 (beretter om det Stonehenge, som nutidens besøgende kan opleve)

STONEHENGE 2: ET NYT MONUMENT PÅ SALISBURY PLAIN (fortæller historien om det første Stonehenge, der opførtes omkring 3050 f.Kr.)

STONEHENGE 3: ET TEMPEL FOR DE HØJERE MAGTER (omhandler de første århundreder af Stonehenge's historie. Denne periode har af arkæologerne fået betegnelsen fase 2)

STONEHENGE 4: DE FØRSTE STEN DUKKER OP (skildrer aktiviteter i første del af fase 3 (2550-2400 f.Kr.), hvor de arkæologiske spor ikke er helt entydige)

STONEHENGE 5: DE BLÅ STEN (de blå sten - et af Stonehenge's mest omdiskuterede elementer - dukker op, og vi er fortsat i første del af fase 3 (2550-2400 f.Kr.))

STONEHENGE 6: STEN PÅ STEN - OVER SØ OG LAND (De blå stens transport fra Wales til Salisbury Plain (fase 3 (2550-2400 f. Kr.))

STONEHENGE 7: DEN UFULDENDTE DOBBELTKREDS (De blå sten rejses på Stonehenge i en dobbeltkredt, som aldrig blev fuldendt (fase 3/omkring 2400 f.Kr.))

STONEHENGE 8: STEN I LANGE BANER! (De store sarsensten udvælges på Marlborough Downs og transporteres til Stonehenge (fase 3/ omkring 2300 F.Kr.))

KIK I ARKIVET!Der er sikkert én eller anden af de gamle artikler, som vil interessere dig. Så KIK I ARKIVET!