Stones of Stenness

© Rud Kjems

Artikel nr. 62.

Som noget helt enestående kan man på Orkney Øerne, på hovedøen Mainland, finde to pragtfulde henge-anlæg, hver med sin stenkreds, liggende blot 1500 m fra hinanden. De to anlæg, Ring of Brodgar og Stones of Stenness, er sammen med jættestuen Maes Howe de prægtigste anlæg i det store ceremonielle center, som ligger mellem og sydfor søerne Loch of Stenness og Loch of Harray. "Arkæologi på Nettet" har i en tidligere artikel, Helligpladsen mellem søerne, beskrevet centret, og i en senere artikel, Genvej til guderne, blev Ring of Brodgar beskrevet. Denne gang gælder det Stones og Stenness.

EN TRIST HISTORIE, DER ENDTE GODT

På Orkney Øerne har man altid værnet om fortiden og passet på de mange oldtidsanlæg - et stolt minde om forfædrenes bedrifter. Derfor har mange af monumenterne overlevet - til glæde for orknierne og de mange turister, som hvert år gæster de vindomblæste øer. På trods af denne veneration for det gamle gik det galt i december 1814, hvor en forpagter af jorden, hvor helligpladsen ligger, gik i gang med at vælte stenene på Stone of Stenness. Han var vel træt af at pløje udenom de gamle sten. På dette tidspunkt stod stadig fire af kredsens høje sten. Inden forpagteren tog fat på stenkredsen, havde han allerede destrueret en berømt monolit, The Stone of Odin, som stod et par hundrede meter nord for Stones of Stenness. Odin-stenen vender vi tilbage til længere henne i artiklen. Vanhelligelsen af de gamle monumenter vakte en kolossal vrede på egnen. De opbragte orknier truede med at bringe forpagteren for retten, og han blev hurtigt klar over, at det nok var klogest at stikke piben ind. Han beklagede og undskyldte sin tankeløse fremfærd og undgik at komme for retten, men da havde han desværre allerede væltet to af stenene på Stones of Stenness og hugget den ene af dem i stumper og stykker. Den ubeskadigede sten blev genrejst ved en restaurering knap 100 år senere. En trist historie, men på længere sigt alligevel gavnlig, for alt postyret omkring forpagterens udåd var jo et klart signal om, at det ville blive taget meget unådigt op, hvis nogle forsøgte sig med noget lignende. Det skal også lige med, at forpagteren var en udefra kommende og altså ikke indfødt orknier.

Stones of Stenness finder vi lidt syd for Loch of Harray. Bemærk de tre monolitter nord for Stones of Stenness. De har måske sammen med flere nu forsvundne monolitter markeret en processionsvej mellem Ring of Brodgar og Stones of Stennes. Jættestuen Maes Howe har i øvrigt også været beskrevet i en artikel. Læs denne!

Britiske arkæologer har inddelt henge-anlæggene i forskellige typer, hvilket måske ikke er så heldigt, da ikke to henger er magen til hinanden. De har hver især deres egen komposition af elementer, men fælles for dem er, at de alle består af et cirkulært eller ovalt område omkranset af vold og voldgrav - sidstnævnte som regel inderst. Én eller flere indgange bryder vold og grav og giver adgang til helligområdet, hvor der har stået konstruktioner af tømmerstolper eller sten.

Stones of Stenness er betydelig mindre end nabo-hengen Ring og Brodgar, hvor det omkransede område har en diameter på ca. 110 m. For Stones of Stenness er diameteren kun omkring 44 m. Til gengæld er stenene her meget større. Arkæologen Graham Ritchie foretog i begyndelsen af 1970'erne en undersøgelse af Stenness-hengen. Først gennemførte han en geofysisk undersøgelse af anlægget, og den viste, at der under jordoverfladen gemte sig spor af interessante konstruktioner inde på det omkransede område. Disse fordelte sig især på arealet mellem indgangen og hengens midte. Det var denne del af hengen samt et mindre parti af volden og voldgraven, Ritchie især koncentrerede sig om, og selv om kun en beskeden del af det samlede anlæg kom under spaden, så gav udgravningen et væld af interessante oplysninger.

Hengen viste sig kun at have én indgang, mod nord. Den var ca. 8 m bred. Som det er mest almindeligt, var voldgraven placeret indenfor volden. I dag er graven fyldt op og svær at få øje på, men udgravningen viste, at voldgraven oprindelig var 7 m bred foroven og omkring 2,30 m dyb. De nedre dele af voldgraven var mejslet ud af den faste klippe, hvilket må være foregået med kiler og hakker. Bunden af voldgraven lå under grundvandsspejlet, og mens udgravningen stod på, måtte en pumpe konstant være i gang for at holde vandet ude. Takket være den høje grundvandsstand var der bevaret en del knoglemateriale her. Det var materiale, som var smidt i voldgraven, mens hengen stadig var i brug. Der var tale om knogler af kreaturer og får - sandsynligvis rester af ofringer og religiøse festmåltider på hengen. Også hundeknogler blev fundet og et lille menneskeben, en fingerknogle.

I dag er volden næsten forsvundet - et resultat af pløjning og almindelig erosion. Det meste af materialet i volden havnede med tiden der, hvor det kom fra - i voldgraven. Nu hæver volden sig kun omkring 15 cm over jorden, men den har sikkert oprindelig været 2-3 m høj. Ritchies undersøgelse viste, at volden har været ca. 6,50 m bred.

Som nævnt står der en stenkreds inde på hengen - ca. 30 m i diameter. I sin tid har der stået 12 sten i kredsen. I dag er der fire tilbage. Før restaureringen i 1906 stod der kun to sten, men som tidligere omtalt genrejste man ved den lejlighed den ene af de sten, den ulyksalige forpagter væltede i 1814. Under restaureringsarbejdet fandt man begravet i jorden endnu en af kredsens sten og genrejste den. Stumperne af yderligere fire sten, hvoraf kun en er synlig over jorden, er til stede, og Graham Ritchie fandt ved sin undersøgelse hullerne efter tre forsvundne sten. Den tolvte og sidste stens placering lykkedes det ikke Ritchie at fastlægge med sikkerhed, men den må have været der. Hvis alle de 12 sten har været af samme kaliber som de overlevende, hvor den højeste rejser sig hele 5,70 m over jorden, så har der været tale om en virkelig monumental konstruktion. I det skålformede landskab har de knejsende sten været synlige på meget stor afstand. Håndteringen af de vældige sten har krævet plads at arbejde på, så der er ingen tvivl om, at stenkredsen blev rejst, før man tog fat på voldgraven og volden.

Præcist i hengens midte fandt Ritchie en stensætning - fire aflange sten sat i en firkant, der indrammede et areal på 2,10 gange 1,90 m. De fire tilhuggede sten var nedsænket, så overkanten af dem flugtede med jordens overflade. Tilsyneladende et stort ildsted, hvor offerbålet engang i fjerne tider havde knitret lystigt. Men nej - det var der ikke tale om. Ganske vist fandt Ritchie lidt trækul indeni stenrammen, men alt for lidt til, at der kan have været tale om bålbrænding. Indenfor rammen fandt han også et ikke helt lille stolpehul, så måske var stenene lagt i firkant for at indramme stolpen - måske en totempæl. Men det er kun gætterier!

Nogle få meter nord for stensætnigen fandt Ritchie to stenhuller. Her havde engang stået to store, oprejste sten, ret tæt sammen, på hver sin side af monumentets akse. Lidt nord for stenparret, og fortsat på aksen, dukkede der fire fundamentgrøfter op, og udgraveren forestillede sig, at de havde været basis for en firkantet trækonstruktion. Måske en form for stillads. Hvilken funktion, et sådant havde haft, er ikke godt at vide. Måske har det båret en ophøjet platform, hvor offergaver kunne lægges frem - eller hvor prominente døde blev anbragt, indtil kødet havde løsnet sig fra knoglerne. Man havde nemlig i datiden, hvad vi ville betragte som sælsomme ritualer vedrørende døden, og selvom vor viden herom er yderst fragmentarisk, så er det arkæologisk påvist, at en særegen brug af knogler og kranier var et væsentligt led i dyrkelsen af forfædrene.

Yderligere et par meter nord for fundamentgrøfterne og stadig på aksen har det stået en stenkonstruktion, men hvad det helt præcist har været, lykkedes det ikke Graham Ritchie at udrede. Det skyldes ikke mindst, at man ved restaureringen i 1906 på stedet rejste et frit opfundet "alterbord". Dette blev opbygget ved hjælp af tre eksisterende sten, der efter alt at dømme lå omvæltet på dette tidspunkt, og en ekstra sten hentet andetsteds. "Alterbordet" væltede i oktober 1970, og det var faktisk denne begivenhed, der blev startskuddet til Ritchies udgravning. Ritchie fjernede den tilføjede sten og rejste to af de andre i de før omtalte stenhuller nogle få meter nord for den firkantede stensætning. Den sidste sten lykkedes det ikke rigtig at passe ind i helheden, så den ligger stadig omvæltet på hengen.

På helligpladsen mellem søerne står der en del monolitter - høje, slanke oprejste sten - og der har oprindelig været endnu flere. Formålet med disse tavse kæmper kendes ikke, men de har ganske givet på en eller anden måde knyttet sig til monumenterne på pladsen.

Ca. 170 m nordvest for Stones of Stenness står The Watch Stone, som med sine 5,60 m er næsten lige så høj som hengens største sten. I 1930 blev der ca. 14 m sydvest for The Watch Stone fundet stumpen af endnu en monolit, og omkring 700 m sydøst for Stenness-hengen står The Barnhouse Stone, der er 3,20 m høj. Og som omtalt i starten destruerede forpagteren af jorden i 1814 monolitten Stone of Odin, der stod knap 200 m nord for Stones of Stenness. For ikke så mange år siden lykkedes det at finde hullet, den havde stået i. Stone of Odin havde en fremtrædende plads i orknisk folklore. Stenen, der var ca. 2,40 m høj, havde et cirkelrundt hul, og mange af de traditionelle forestillinger omkring stenen knyttede sig netop til hullet. Det hævdedes f.eks., at et forelsket pars løfter til hinanden var ubrydelige, hvis de blev udtalt samtidig med, at de to elskende fra hver sin side af stenen gennem hullet tog hinandens hænder. Det var endvidere gammel skik, at forbipasserende efterlod små offergaver til stenen - et stykke brød, en humpel ost eller en stump klæde.

Stones of Stenness og nabo-monumentet Ring of Brodgar er de nordligst beliggende henge-anlæg i Storbritannien. Allerede i midten af 1700-tallet dukkede der tegninger op af anlæggene, og mange oldtidsinteresserede fra den britiske overklasse stævnede mod de fjerne øer for ved selvsyn at opleve disse imponerende vidnesbyrd om forfædrenes formåen. Anlæggenes alder og formål havde man intet sikkert begreb om, men det var almindeligt antaget, at der var tale om helligdomme, hvor der i tidernes morgen havde udspillet sig dramatiske ritualer.

Forfatteren Sir Walter Scott besøgte helligpladsen i august 1814. Han forestillede sig, at mennesker var blevet ofret inde på hengerne, hvilket heller ikke er usandsynligt. I sin bog The Pirate, hvis handling udspiller sig på Orkney Øerne og Shetlands Øerne, omtaler han mange af øgruppernes oldtidsanlæg. Bogens dramatiske højdepunkt er en skildring af Stones of Stenness, hvor bl.a. kæmper fra tiden før syndfloden optræder.

Takket være kulstof 14-dateringer af det organiske materiale, som Ritchie sikrede sig under udgravningen, så ved vi i dag, at Stones of Stenness var i funktion i yngre stenalder - omkring 3000 f.Kr. Monumentet er således 400-500 år ældre end nabo-hengen Ring of Brodgar. Henge-anlæg kendes ikke uden for Storbritannien. De ældste er fundet i Sydengland, og tidligere forestillede arkæologerne sig, at typen herfra langsomt havde bredt sig nordpå - for til sidst at nå Orkney Øerne. Med dateringen af Stones of Stenness har denne opfattelse måttet revurderes. Stone of Stenness er nemlig omtrent lige så gammel som de ældste henger i Sydengland og ældre end de fleste britiske henge-anlæg. Orkney Øerne var således ikke i bondestenalderen et fjernt, tilbagestående udkantområde. Man var fuldt på højde med forholdene sydpå - og af og til måske endda "på forkant med udviklen", som det så smagfuldt udtrykkes på nutidsdansk.

Guderne anråbes ved en ceremoni midt på Stones of Stenness. En processionsvej forbinder monumentet med Ring of Brodgar, hvis store stenkreds anes længst mod nord. Langs processionsvejen ses monolitterne knejse. Illustrationen er hentet fra bogen "Prehistoric Orkney" af Anna Ritchie.

• Ritchie, Anna: Prehistoric Orkney (1995)
• Ritchie, Anna og Graham: The Ancient Monuments of Orkney (1986)
• Renfrew, Colin (red.): The Prehistory of Orkney (1985)